Ny yacht beslaglagt

Den russiske oligark og tidligere KGB-agent Sergej Tjemesov har fået beslaglagt sin båd til en lille milliard

Udgivet Opdateret

De spanske myndigheder har midlertidigt beslaglagt en 140 millioner dollar dyr yacht i Barcelona, der tilhører en russisk oligark.

Det oplyser premierminister Pedro Sanchéz mandag ifølge Reuters.

Ifølge to kilder med kendskab til sagen tilhører båden Sergej Tjemesov, der leder den statslige russiske eksportkoncern Rostec.

Han er lige som Ruslands præsident, Vladimir Putin, tidligere agent i den sovjetiske efterretningstjeneste KGB, der blev afløst af FSK. De to menes at være tætte allierede.

140 millioner dollar

- I dag beslaglagde vi en yacht i Barcelona, der tilhører en af de vigtigste russiske oligarker, siger premierminister Pedro Sanchéz i en tv-tale.

- Vi taler om en yacht, som vi vurderer er mere end 140 millioner dollar værd.

Beløbet svarer til cirka 951 millioner kroner.

Flere på vej

Pedro Sanchéz tilføjer i talen, at flere yachter vil blive beslaglagt.

Ifølge den maritime overvågningsside Marine Traffic befinder to lystbåde, der kan knyttes til to andre oligarker, sig stadig i havnen i Barcelona.

Disse er endnu ikke blevet ramt af sanktioner.

Det er denne yacht, som de spanske myndigheder har beslaglagt. Båden menes at tilhøre den russiske oligark Sergej Tjemesov. Den ses her i havnen i Barcelona 9. marts.
Det er denne yacht, som de spanske myndigheder har beslaglagt. Båden menes at tilhøre den russiske oligark Sergej Tjemesov. Den ses her i havnen i Barcelona 9. marts.

"Valerie"

Sergej Tjemesovs beslaglagte superyacht er 85 meter lang og går under navnet "Valerie".

Skibet sejler under Saint Vincent og Grenadinernes flag og er registreret i Tjemesovs steddatters navn via et selskab i De Britiske Jomfruøer.

Siden Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar har Vesten indført sanktioner mod en lang række russiske milliardærer.

Ruslands statslige aktiver er også blevet indefrosset i store dele af verden, lige som landets finansielle sektor er blevet afskåret fra den globale økonomi.

Ikke første gang

Sergej Tjemesov er tidligere blevet underlagt sanktioner af USA og EU i 2014 på grund af Ruslands annektering af Krim-halvøen.

I marts har både USA og Australien indført nye sanktioner mod ham.

De amerikanske sanktioner omfatter også Tjemesovs steddatter samt hans kone og søn.

Tjemesovs navn figurerer ikke på EU's seneste liste af sanktioner mod Rusland.

Det kan dog nå at ændre sig, da EU ventes at præsentere en ny række af sanktioner de kommende dage.

Forbliver på spanske hænder

Oligarkens yacht vil forblive på spanske hænder, mens myndighederne bekræfter, hvem der ejer skibet.

Tjemesov sagde tidligere denne uge i en besked til sine ansatte, at Rusland vil trække sig "sejrrigt" ud af krigen i Ukraine på trods af de mange sanktioner.

Det fremgår af beskeden, der er blevet delt med Reuters.

KONFLIKTEN I DET ØSTLIGE UKRAINE

Bliv klogere på konflikten i det østlige Ukraine her:

* I 2013 kommer et folkeligt oprør i protest mod præsident Viktor Janukovitj, som nægter at underskrive en aftale om tættere forhold til EU.

* I februar 2014 bliver optøjerne intensiveret. Janukovitj flygter til Rusland, og en provestlig regering tager over.

* I marts 2014 annekterer Rusland halvøen Krim. Prorussere gør oprør i det østlige Ukraine ved grænsen til Rusland.

* Separatisterne i Østukraine erklærer selvstændighed og opretter folkerepublikker i Donetsk og Lugansk.

* EU og USA indfører sanktioner mod Rusland.

* I februar 2015 indgår parterne en aftale om våbenhvile i Hvideruslands hovedstad, Minsk. Aftalen giver blandt andet Østukraine selvstyre, men dette er fortsat ikke sket.

* På et topmøde i Paris mandag den 9. december 2019 bliver Ukraine og Rusland enige om at indgå en våbenhvile i det østlige Ukraine, inden året er omme.

* Aftalen omfatter også en tilbagetrækning af styrker fra ukrainske konfliktområder inden marts 2020 samt en fangeudveksling inden udgangen af 2019.

* Parterne bliver også enige om at holde et nyt topmøde om fire måneder for at gøre status på fredsprocessen.

* Den væbnede konflikt i Ukraine har siden 2014 kostet over 13.000 mennesker livet. Imens er over en million mennesker drevet på flugt.

Kilde: BBC, Reuters, The Wall Street Journal, AFP
Powered by Labrador CMS