Ophæver voldtægtsdom på 23 års fængsel

Retssag mod filmproducent Harvey Weinstein var en af de mest profilerede sager under MeToo-opgøret.

Udgivet Opdateret

Harvey Weinsteins dom annulleret

En appeldomstol i New York har ophævet Harvey Weinsteins dom på 23 års fængsel for seksuelle overgreb.

Annulleringen skyldes fejl under retssagen, herunder vidneudsagn om forhold, Weinstein ikke var tiltalt for.

Dette resumé blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En appeldomstol i den amerikanske storby New York har torsdag ophævet en dom på 23 års fængsel for seksuelle overgreb til den tidligere filmproducent Harvey Weinstein.

Det skriver The New York Times.

Årsagen til annulleringen af dommen er blandt andet, at der under retssagen mod Weinstein blev indkaldt vidner, som ifølge appeldomstolen ikke havde været udsat for det, som Weinstein var tiltalt for i sagen.

Vidnerne fortalte til gengæld om overgreb, som filmskaberen skulle have begået i andre sammenhænge. Der er tale om fire kvinder.

Fik ikke retfærdig rettergang

Derfor - og på grund af andre fejl begået i sagen - fik Weinstein ikke en retfærdig rettergang, mener appeldomstolen.

En anden stor fejltagelse var, at dommeren i sagen gav tilladelse til, at sagens anklagere kunne udspørge Weinstein om beskyldninger, som der ikke var rejst tiltale for, og som dermed ikke indgik i sagen.

Harvey Weinstein blev idømt 23 års fængsel i 2020 og 16 års fængsel i 2022 i to forskellige sager om seksuelle overgreb. (Arkivfoto).

Harvey Weinstein blev dømt i sagen i 2020.

Fire dommere ved appeldomstolen stemte for, at dommen skulle ophæves, mens tre dommere stemte imod.

Også dømt i Californien

Weinstein er også idømt 16 års fængsel i en særskilt voldtægtssag i Californien.

Det er torsdag eftermiddag uklart, hvordan afgørelsen fra den amerikanske appeldomstol umiddelbart vil påvirke Weinstein.

Men på grund af dommen fra Californien er han altså ikke en fri mand.

De 16 års fængsel blev han idømt ved en domstol i Los Angeles i 2022.

Nægtede sig skyldig

Weinstein blev i 2017 indbegrebet af MeToo-opgøret, da en lang række kvinder i filmbranchen anklagede filmskaberen for overgreb.

Selv har Weinstein fastholdt, at alle seksuelle forhold, som han har haft, har været frivillige.

Med andre ord har han gennem både sagerne i New York og Los Angeles nægtet sig skyldig.

Harvey Weinstein er 71 år og afsoner i et fængsel i delstaten New York.

Powered by Labrador CMS