Østrig lukker og slukker

Mandag starter ny nedlukning i Østrig. Efter demonstrationer, er følelserne i kog for mange, siger ambassadør

Fra mandag morgen skal barer, julemarkeder og kulturinstitutioner i hele Østrig holde lukket indtil den 13. december. Det gøres for at man forhåbentlig kan holde jul under normale omstændigheder, forklarer René Dinesen, som er den danske ambassadør i Østrig.
Fra mandag morgen skal barer, julemarkeder og kulturinstitutioner i hele Østrig holde lukket indtil den 13. december. Det gøres for at man forhåbentlig kan holde jul under normale omstændigheder, forklarer René Dinesen, som er den danske ambassadør i Østrig.
Udgivet Opdateret

Gaderne er tomme og stemningen er trykket i den østrigske hovedstad Wien, efter at en ny restriktiv nedlukning af landet startede mandag morgen.

Det fortæller René Dinesen, som er ambassadør på den danske ambassade i Wien i Østrig.

- Det er en noget anderledes by at vågne op til. Det er kun supermarkeder, tankstationer og lignede, som må have åbent, og man skal have en grund til at færdes på gaden, derfor er gaderne meget tomme igen, siger han.

Nedlukningen af samfundet kommer efter meget høje smittetal i en længere periode og varer foreløbigt i ti dage, men det forventes at den vil vare 20 dage frem til den 13. december og gælder for både vaccinerede og uvaccinerede.

Vil sikre julen

En vigtigt årsag til, at nedlukningen kommer nu er, at den østrigske regering forsøger at sikre en nogenlunde normal juletid, mener René Dinesen.

Allerede for en uge siden startede en nedlukning kun for de uvaccinerede.

Men lørdag gik 40.000 mennesker på gaden i Wien i protest mod de nye regler om nedlukning, vaccination og coronapas.

- Følelserne er i kog hos mange østrigere nu, og det er en svær situation, som de står i, siger René Dinesen.

Ved demonstrationerne kastede enkelte demonstranter med flasker mod politiet, mens der blev foretaget adskillige anholdelser.

- Jeg tror, at det er rigtigt at sige at størstedelen af dem som demonstrerer, mener, at de mange forbud er for indgribende, og at man tager friheden fra folk. Det tror jeg er de fleste demonstranters bekymring.

- Det er mest den tone, som vi også kender fra andre lande, hvor man mener, at staten overskrider nogle grænser for frihedsrettigheder, når man laver hård lockdown og tvinger folk til vacciner, siger han.

Lav rate af vaccinerede

Omkring to tredjedele af Østrigs befolkning er færdigvaccineret. Det er en af de laveste vaccinationsrater i Europa.

Men fra 1. februar næste år vil Østrig som det første land i EU gøre vaccination mod coronavirus obligatorisk.

Ifølge flere østrigske medier betyder vaccinekravet, at østrigere som ikke er vaccineret, risikerer en bøde eller fængselsstraf efter den 1. februar.

Mange østrigere er meget skeptiske over for coronavaccinerne. Det er en skepsis, der især er blevet fremmet af det højreorienterede Frihedsparti, som ved det seneste valg fik 20 procent af stemmerne, forklarer René Dinesen.

- Tiltaget i sin karakter er ganske opsigtsvækkende, og der er mange følelser i spil for mange borgere i Østrig. Det er en meget kontroversiel situation med den hårde lockdown, da de vaccinerede egentlig var blevet lovet, at de ville undgå endnu en nedlukning, siger René Dinesen.

Også i andre europæiske lande som Belgien og Holland har der i de seneste dage været store demonstrationer mod regeringernes seneste coronatiltag.

Powered by Labrador CMS