- Putin ville udslette oprørsleder

Den belarusiske præsident hævder, at han overbeviste Putin om at lade være med at udslette Wagner-gruppen

Udgivet Opdateret

Den russiske præsident, Vladimir Putin, havde angiveligt planer om at udslette Wagner-gruppen og dens leder, Jevgenij Prigozjin, som svar på gruppens oprør i weekenden.

Men den belarusiske præsident, Aleksandr Lukasjenko, overbeviste ham om at lade være.

Det siger Lukasjenko til belarusiske statsmedier. Det rapporter flere internationale medier.

Ville slå hårdt ned

- Jeg kunne forstå, at en brutal beslutning om at udslette oprørerne var blevet taget.

- Jeg foreslog Putin ikke at forhaste sig. Jeg sagde: Lad os tale med Prigozjin og hans hærførere. Til det svarede han: Hør her, det er nytteløst. Han tager ikke telefonen. Han gider ikke tale med nogen, siger Lukasjenko ifølge Reuters.

I sin første tale under oprøret varslede Putin, at han ville slå hårdt ned. Men hverken Prigozjin eller Wagner-soldaterne blev "udslettet".

Giver soldater tilbud

Lukasjenko fik fat i Prigozjin og forhandlede en aftale på plads. Det stoppede Wagner-gruppens aktion efter cirka 36 timers dramatik i Rusland.

Som del af aftalen er Prigozjin taget til Belarus. Og han slipper tilsyneladende for at blive straffet.

Putin har siden sagt, at de fleste af Wagners-gruppens soldater er patrioter, og han har tilbudt dem at blive en del af den russiske hær. Alternativt kan de tage hjem til deres kære eller til Belarus, har han sagt.

Wagner er en privat militær gruppe bestående af lejesoldater.

Oprøret bremset

Den begyndte fredag at bevæge sig mod Moskva for at afsætte, hvad de kaldte "Ruslands korrupte og inkompetente militærledelse".

Gruppen nåede frem til cirka 200 kilometer fra den russiske hovedstad, før en aftale blev indgået, og oprøret blev bremset.

Putin sagde tirsdag, at de russiske styrkers indsats undervejs var med til at stoppe en borgerkrig.

Skarp kritik af hærledelse

Prigozjin har de sidste mange måneder anklaget forsvarsminister Sjojgu og Ruslands hærchef, Valerij Gerasimov, for at være for langsomme til at sende ammunition til frontlinjen i Bakhmut i Ukraine.

Ifølge den amerikanske tænketank Institut for Krigsstudier (ISW) spekulerede flere observatører i, om Prigozjin havde regnet med Putins støtte i sin konflikt med militærledelsen.

Den belarusiske præsident, Aleksandr Lukasjenko, forhandlede en aftale på plads med Wagner-gruppens leder, Jevgenij Prigozjin, som stoppede gruppens oprør i weekenden. (Arkivfoto).
Den belarusiske præsident, Aleksandr Lukasjenko, forhandlede en aftale på plads med Wagner-gruppens leder, Jevgenij Prigozjin, som stoppede gruppens oprør i weekenden. (Arkivfoto).

WAGNER-GRUPPEN

Wagnergruppen (russisk: Группа Вагнера, Gruppa Vagnera også kendt som Group Wagner, PMC Wagner, ChVK Wagner, (Russisk: ЧВК Вагнера, tr. TJVK Vagnera)) er en russisk paramilitær organisation. baseret i Krasnodar kraj.

Organisationen har været aktiv i en række konfliktområder og har deltaget i flere konflikter i Afrika, Mellemøsten og i Ukraine. Organisationen har deltaget i operationer i Borgerkrigen i Syrien på den syriske regerings side, og fra 2014 til 2015 i Krigen i Donbass i Ukraine til støtte for separatisterne i de selverklærede folkerepublikker Donetsk og Luhansk og ved Ruslands annektering af Krim og under krigen i Ukraine i 2022.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS