Rusland efter møde med USA: Vi er ikke tættere på fred i Ukraine

Steve Witkoff er tirsdag aften i Moskva for at holde møde med den russiske præsident om krigen i Ukraine.

Offentliggjort Sidst opdateret

Rusland og USA når ikke kompromis om Ukraine

Rusland og USA kunne ikke nå til enighed om fred i Ukraine efter et langt møde i Moskva.

Selvom der blev gjort fremskridt, er der stadig meget arbejde forude, og indholdet af forhandlingerne forbliver hemmeligt.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Rusland og USA er ikke nået til et kompromis om fred i Ukraine efter et flere timer langt møde i Moskva.

Det siger Jurij Usjakov, der er den russiske præsident Vladimir Putins udenrigspolitiske rådgiver, ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Arbejdet vil fortsætte 

- Indtil videre er vi ikke nået frem til et kompromis, men nogle amerikanske løsninger kan godt diskuteres, siger han, da en journalist spørger ind til de besatte områder i Ukraine.

- Nogle foreslåede formuleringer passer os ikke, og arbejdet vil fortsætte, lyder det.

På mødet deltog USA's særlige udsending Steve Witkoff og USA's præsident Donald Trumps svigersøn Jared Kushner med den russiske præsident.

Varede fire timer 

Mødet blev ifølge Kreml afsluttet kort før klokken 23.00 og varede fire timer, skriver nyhedsbureauet Reuters. Ifølge AFP varede mødet fem timer.

På mødet skulle parterne tale om et amerikansk udkast til en plan for at afslutte den næsten fire år lange krig i Ukraine.

Men der er stadig meget at gøre, før dén ambition kan blive opfyldt, siger Usjakov.

Hverken tættere på eller længere væk 

Han siger, at fred ikke er kommet tættere på - men heller ikke længere væk.

- Der var nogle punkter, vi kunne blive enige om, siger Usjakov, men "præsidenten skjulte ikke vores kritiske, endda negative, holdning til en række forslag", siger han ifølge AFP.

Usjakov bemærker, at de to parter ikke formåede at nå frem til et kompromis om et af de vanskeligste problemer: territorium.

Jurij Usjakov, der er den russiske præsident Vladimir Putins udenrigspolitiske rådgiver, taler med USA's særlige udsending Steve Witkoff, som ses i forgrunden af billedet, under et møde i Moskva.

Arbejde forude 

Han tilføjer, at samtalen var konstruktiv, men at der er meget arbejde forude både i Washington D.C. og i Moskva, skriver AFP.

Usjakov siger videre, at de to parter blev enige om ikke at løfte sløret for indholdet i forhandlingerne.

USA's udenrigsminister, Marco Rubio, siger ifølge AFP onsdag morgen til Fox News, at der blev gjort "nogle fremskridt" i forbindelse med mødet.

- Og det, vi har forsøgt at gøre, og jeg tror, vi har gjort nogle fremskridt, er at finde ud af, hvad ukrainerne kan leve med, der giver dem sikkerhedsgarantier for fremtiden, siger han.

Amerikanske ambassade 

Det statslige nyhedsbureau Ria rapporterer ifølge Reuters, at Witkoff efter mødet tog til den amerikanske ambassade i Moskva.

Forud for mødet var en ukrainsk delegation i Florida for at mødes med amerikanske embedsmænd.

Europæiske ledere har desuden mødtes i Genève i Schweiz for at forhandle om det amerikanske udkast.

Udkastet blev justeret, efter at Europa og Ukraine kritiserede det for at være for imødekommende over for Rusland.

Indholdet af fredsplanen er endnu ikke delt med offentligheden.

Powered by Labrador CMS