Skulle tisse - startede skovbrand
20-årig kvinde dømt
Når man skal, så skal man!
En 20-årig svensk kvinde blev pludselig trængende i det fri tidligere på året og satte sig på hug i skovbunden i en skov i Småland og tissede forrettede sin nødtørft.
Det skriver expressen.se.
Når den slags sker i det fri, vil man helst optræde nogenlunde diskret for ikke at påkalde sig unødig opmærksomhed.
Og kvinden fik da også klaret sit ærinde, men da hun havde trukket bukserne op, gik det galt.
Startede skovbrand
Måske for at slette alle spor efter toiletbesøget valgte kvinden, at sætte ild til det toiletpapir, hun havde brugt til at tørre sig.
Og det var knap så god en idé.
Den tørre skovbund blev hurtigt antændt af det brændende toiletpapir.
- Tænkte mig ikke om
Og lige pludselig blev det ellers diskrete toiletbesøg en meget offentlig begivenhed.
Brandvæsenet blev tilkaldt, men inden de fik slukket branden var et areal på størrelse med en halv fodboldbane totalt brændt af.
I denne uge er kvinden blevet kendt skyldig i skødesløs omgang med ild og idømt en bøde på 2.000 kroner.
- Jeg tænkte mig ikke om, sagde kvinden under afhøring hos politiet.