Smider svensker ud

En mand ødelagde torsdag eftermiddag en koran i Stockholm. Han satte dog ikke ild til den

Udgivet Opdateret

Irak har beordret Sveriges ambassadør i Bagdad til at forlade landet.

Det oplyser det irakiske premierministerkontor torsdag.

Den øverste irakiske diplomat i Sverige er ligeledes kaldt hjem. 

Årsagen er en koranafbrænding, som Sverige havde givet grønt lys til kunne finde sted torsdag foran Iraks ambassade i Sveriges hovedstad.

Ambassade stormet

Billeder viser, at svensk politi torsdag eftermiddag havde afspærret et område i hovedstaden, hvor afbrændingen var varslet.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters ødelagde en mand en koran ved blandt andet af sparke til den. Han satte dog ikke ild til den, skriver Reuters.

Hændelsen i Stockholm sker, kort efter at den svenske ambassade i Iraks hovedstad, Bagdad, blev stormet af flere demonstranter.

Lande kritiserer

Irak har fordømt handlingerne, men samtidig understreget, at man ikke vil tolerere flere koranafbrændinger. Hvis der kommer flere, vil Irak bryde sine diplomatiske bånd til Sverige, lød det tidligere torsdag.

- Den irakiske regering har gennem diplomatiske forbindelser informeret den svenske regering om, at endnu en afbrænding af den hellige Koran vil føre til afbrydelsen af de diplomatiske bånd, lyder det.

Tidligere koranafbrændinger har gjort, at Sverige er faldet i unåde i store dele af den muslimske verden. Iran, Saudi-Arabien, Egypten og Syrien har også alle tidligere kritiseret afbrændingerne.

Anset som blasfemi

Koranen er islams hellige skrift. Muslimer anser det derfor som blasfemi og en grov fornærmelse mod Gud at brænde den.

Den dansksvenske politiker Rasmus Paludan vakte harme i begyndelsen af året, da han brændte en koran foran Tyrkiets ambassade i Stockholm.

Sveriges udenrigsminister, Tobias Billström, har fordømt nattens stormløb.

Har tydeligt svigtet

- Det, der er sket, er helt uacceptabelt, og regeringen fordømmer på det kraftigste disse angreb, siger Tobias Billström.

- Irakiske myndigheder har en utvetydig forpligtelse til at beskytte diplomatiske missioner og diplomatisk personale i henhold til Wienerkonventionen. Det er tydeligt, at de har svigtet det ansvar, siger udenrigsministeren.

Wienerkonventionen er en international traktat, der blandt andet handler om diplomatiske relationer og om udsendtes forhold.

En mand sparkede torsdag blandt andet til en koran i Stockholm. Han satte dog ikke ild til den, hvilket han ellers havde varslet.
En mand sparkede torsdag blandt andet til en koran i Stockholm. Han satte dog ikke ild til den, hvilket han ellers havde varslet.
Powered by Labrador CMS