Svensk politi i menneskejagt: -Bliv inden døre
En person er blevet dræbt
Svensk politi har fredag iværksat en større menneskejagt, efter at en person er blevet dræbt, og en anden er blevet såret i Västerås nordvest for Stockholm.
Det skriver svensk TV4.
Ifølge politiet er der begået to grove forbrydelser fredag morgen to forskellige steder i Västerås-området.
Indbyggerne i området opfordres til at blive inden døre, da gerningsmanden eller -mændene fortsat er på fri fod.
- Vagthavende opfordrer offentligheden til at holde sig inden døre og være opmærksom på personer, som opfører sig unormalt, skriver politiet i en meddelelse, der er sendt ud til beboerne i Västerås.
Har relation til ofrene
Ifølge TV4's oplysninger leder politiet efter en person, der har relation til ofrene.
Ofrene blev udsat for de to voldsforbrydelser i henholdsvis Rönnby og Skultuna i Västerås kommune.