Taxichauffør dræbt af skud

Havde netop parkeret sin bil, da skuddene faldt

Udgivet Opdateret

En taxichauffør en natten til søndag blevet dræbt af skud i Göteborg i Sverige. 

Det oplyser svensk politi.

Den dræbte er omkring 35 år. Han havde netop parkeret sin bil efter at have kørt taxi i Göteborg i aften- og nattetimerne.

Politiet fik et opkald omkring klokken 03.25 søndag om, at flere personer havde hørt lyden af skud i bydelen Bergsjön, og at en mand lå på jorden.

Ikke kendt af politiet

- Ud fra det, vi ved nu, er han ikke kendt af politiet fra tidligere. Men vi undersøger jo, om der er forbindelse til noget, siger pressetalsmand Peter Adlersson fra politiet i det vestlige Sverige.

Der er indledt en drabsefterforskning.

Søndag eftermiddag var der endnu ikke foretaget nogen anholdelser i sagen.

- Så vidt jeg ved, har vi ikke nogen, der har set selve skyderiet. Men mange har hørt skuddene, siger Adlersson.

Banker på døre

Han tilføjer, at politiet har ledt efter patronhylstre eller andre spor ved hjælp af hunde.

- Vi banker på døre nu for at få lidt flere oplysninger, siger han.

Gerningsstedet i Göteborg er søndag afspærret, så længe politiet er i gang med de tekniske undersøgelser.

Med drabet på taxichaufføren i Göteborg er der nu registreret 53 skuddrab i Sverige i år.

53 skuddræbt i år

I hele 2021 blev 45 mennesker dræbt af skud i Sverige. Året før var der 47 skuddræbte, viste en opgørelse fra svensk politi tidligere på måneden.

Til sammenligning viser en opgørelse fra Ritzau, at otte personer sidste år blev dræbt af skud i Danmark.

Sverige har næsten dobbelt så mange indbyggere som Danmark. Sverige har knap 10,5 millioner, mens der bor knap 5,9 millioner i Danmark.

En nylig opgørelse viser ifølge tv-stationen SVT, at der i mindre end en fjerdedel af efterforskningerne af skuddrab i år sidder en mistænkt fængslet.

Svensk politi arbejder på det sted i Göteborg, hvor en taxichauffør blev skudt og dræbt natten til søndag.
Svensk politi arbejder på det sted i Göteborg, hvor en taxichauffør blev skudt og dræbt natten til søndag.
Powered by Labrador CMS