To døde under kaotisk fejring af CL-triumf

Anholdelser, tumult og dødsfald er konsekvensen af en kaotisk nat med Champions League-fejring

Play video
Offentliggjort Sidst opdateret

Kaotisk fejring af PSG's triumf resulterer i dødsfald

To personer mistede livet under kaotiske fejringer i Frankrig efter Paris Saint-Germains sejr i Champions League.

Fejringen førte til voldelige hændelser og mange anholdelser, især i Paris, hvor myndighederne måtte gribe ind med vandkanoner.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

To personer er døde efter en kaotisk nat i Frankrig, hvor fodboldfans flere steder har fejret Paris Saint-Germains første triumf i Champions League.

Det oplyser Frankrigs indenrigsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.

PSG smadrede i finalen Inter med 5-0, og det skabte eufori i den franske hovedstad og flere andre byer. Men flere steder udviklede begivenhederne sig voldsomt.

17-årig stukket ihjel

En 17-årig blev stukket ihjel, i forbindelse med at en gruppe mennesker fejrede triumfen i byen Dax syd for Bordeaux.

Ifølge anklagemyndigheden skete det under fejringen, men det vides endnu ikke, om det er direkte relateret til fodboldkampen. Gerningsmanden her er endnu ikke pågrebet.

Desuden døde en mand på en scooter, der blev ramt af en bil i det sydvestlige Paris.

Flere steder i Frankrig gik det heftigt for sig under fejringen af PSG's triumf i Champions League.

300 anholdelser

Myndighederne berettede tidligere søndag om op mod 300 anholdelser. De fleste af dem som følge af gadeuorden og besiddelse af fyrværkeri.

Søndag formiddag er tallet fra politiet opjusteret til 559 på tværs af Frankrig, heraf 491 i Paris.

Forventningen var da også, at det ville gå heftigt for sig, såfremt PSG skulle ende med det mest eftertragtede klubtrofæ.

5.400 betjente på gaden

5400 politibetjente og gendarmer var på plads i hovedstadsområdet for at håndtere opgaven. Det blev allerede meddelt inden finalen.

Ifølge den franske tv-station TF1 var mellem 2000 og 3000 samlet på den berømte boulevard Champs-Élysées efter kampen.

Her måtte myndighederne sætte ind med vandkanoner for at få styr på de mange mennesker.

Ødelagte butiksvinduer

Billeder fra søndag formiddag viser ødelagte butiksvinduer på boulevarden.

På ringvejen Peripherique rundt om Paris stoppede store mængder af PSG-fans trafikken, viste fotos fra AFP. Hundredvis af fans kunne ses på vejen, og bilerne holdt stille.

Uden for hovedstaden er den store sejr også blevet fejret. I Grenoble i Sydfrankrig kørte en bil ind i en gruppe PSG-fans, hvor fire kom til skade - to af dem alvorligt. De tilskadekomne var alle fra den samme familie.

PSG skal efter planen hyldes på Champs-Élysées med en parade søndag.

Powered by Labrador CMS