Uber-chauffør sigtes for dødsbrand ved Los Angeles

12 personer mistede livet og store naturområder brændte ned under brand i Pacific Palisades

Offentliggjort Sidst opdateret

Uber-chauffør sigtet for dødsbrand i Los Angeles

En mand fra Florida er anholdt og sigtet for at have antændt en brand i Pacific Palisades, der dræbte 12 personer.

Branden spredte sig over 93 kvadratkilometer og forårsagede skader for 965 milliarder kroner.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

En mand er blevet anholdt og sigtet for med vilje at have antændt en brand, der kostede 12 personer livet i Pacific Palisades nord for den amerikanske storby Los Angeles i januar i år.

Det oplyser USA's justitsministerium ifølge Reuters.

Branden i Pacific Palisades bredte sig over 93 kvadratkilometer og ødelagde omkring 6000 bygninger.

Skader for 965 milliarder kroner

Flere naturbrande hærgede Los Angeles og de omgivende områder samtidigt i januar, men Palisades-branden var den største.

Branden i Pacific Palisades forårsagede skader for 150 milliarder dollar - svarende til 965 milliarder kroner.

Ifølge efterforskerne opstod branden tæt på en populær vandresti i en naturpark i Pacific Palisades en nat i begyndelsen af januar.

Tusindvis af huse brændte ned i Pacific Palisades under branden, som ifølge en kilde i politiet menes at være blevet forsætligt antændt. (Arkivfoto).

Ud over Pacific Palisades bredte branden sig til Malibu og Topanga.

Bor i Florida

Manden, der er sigtet i sagen, bor i Florida, hvor han blev anholdt tirsdag.

Han står over for tre føderale sigtelser og vil blive overført til Californien, hvor han skal stilles for en dommer.

Ifølge USA's fungerende føderale anklager i det centrale Californien, Bill Essayli, havde den sigtede netop afsluttet en vagt som Uber-chauffør, da han antændte branden i Pacific Palisades.

Videoer fældede ham

Det er blandt andet videoer af branden optaget med hans mobiltelefon og opkald til alarmcentralen, som danner grundlag for sigtelsen.

Føderale sigtelser for brandstiftelse straffes ifølge Reuters som minimum med mellem fem og tyve års fængsel, men de straffes endnu hårdere, hvis en forsætlig brandstiftelse har forårsaget dødsfald.

I så fald kan den føderale administration anmode om fængsel på livstid eller dødsstraf.

Brandfolk kæmpede mod flammerne i flere uger, før branden i Pacific Palisades var helt slukket efter 24 dage.

Powered by Labrador CMS