Ville dræbe Biden og overtage magten

Mandag aften kørte en kassevogn ind i et hegn nær Det Hvide Hus. Ingen kom noget til

Udgivet Opdateret

En 19-årig mand, der anklages for bevidst at køre en kassevogn ind i et hegn nær Det Hvide Hus, har fortalt myndighederne, at han ville "tage magten" og "dræbe præsidenten".

Det viser dokumenter indleveret ved retten, som tirsdag er blevet offentliggjort ifølge mediet NBC.

Mandag omkring klokken 21.35 lokal tid kørte Sai Varshith Kandula en kassevogn ind i et hegn på Lafayette Square nær Det Hvide Hus i Washington D.C.

Lejede kassevogn

Han nåede at bakke og køre ind i hegnet igen, før det lykkedes politiet at tilbageholde ham.

Ingen kom til skade.

Sai Varshith Kandula havde ifølge en agent fra Secret Service købt en envejsbillet fra St. Louis i delstaten Missouri, skriver NBC.

Kassevognen havde han lejet umiddelbart efter at være landet i Dulles International Airport i Washington D.C.

Nazi-tilhænger

Da agenter fra Secret Service fjernede et flag med et hagekors fra Sai Varshith Kandulas rygsæk, sagde han angiveligt, at han have købt det online, fordi nazister "har en fremragende historie", skriver NBC.

Han sagde angiveligt også, at han beundrer nazisters autoritære karakter og racehygiejne.

Ifølge NBC har Sai Varshith Kandula fortalt myndighederne, at han havde planlagt angrebet i seks måneder.

Hans mål var at "komme ind i Det Hvide Hus, tage magten og blive udpeget som ansvarlig for landet".

Ville dræbe præsidenten

-Da agenter spurgte Kandula om, hvordan han ville tage magten, sagde han, at han ville "dræbe præsidenten, hvis det er det, som er nødvendigt", viser retsdokumenterne ifølge NBC.

Tirsdag kunne man ifølge mediet se agenter fra FBI komme og gå i hans hjem i St. Louis.

Sai Varshith Kandula har ifølge NBC aldrig før været i politiets søgelys.

Lafayette Square er en 30.000 kvadratmeter stor offentlig park direkte nord for Det Hvide Hus, den amerikanske præsidents embedsbolig.

Lafayette Square er en 30.000 kvadratmeter stor offentlig park direkte nord for Det Hvide Hus, den amerikanske præsidents embedsbolig.
Lafayette Square er en 30.000 kvadratmeter stor offentlig park direkte nord for Det Hvide Hus, den amerikanske præsidents embedsbolig.

BLÅ BOG: Joe Biden

Navn: Joseph Robinette Biden.

Født: 20. november 1942 i Scranton, Pennsylvania.

Nationalitet: Amerikaner.

Civilstand: Gift med Jill Biden siden 1977. Har fået fire børn – de tre af dem med sin første kone, Neilia. To af dem er døde.

Uddannelse:

* 1965: Bachelorgrad i historie og statskundskab ved University of Delaware.

* 1968: Mastergrad i jura ved Syracuse University.

Karriere:

* 1968-1972: Drev sit eget advokatfirma.

* 1973-2009: Valgt til Senatet fra staten Delaware.

* 1988: Forsøgte at blive Det Demokratiske Partis kandidat til præsidentvalget. Han blev ikke nomineret.

* 2008: Forsøgte at blive Det Demokratiske Partis kandidat til præsidentvalget. Han blev ikke nomineret.

* 2008: Barack Obama, der blev Demokraternes præsidentkandidat, valgte Joe Biden som sin vicepræsident.

* 2009-2017: Vicepræsident i USA under Barack Obama.

* 2020: Officielt nomineret som Det Demokratiske Partis præsidentkandidat. Bliver 7. november udråbt som vinder af præsidentvalget, der fandt sted 3. november.

* 2021-: Præsident for USA.

Kilde: CNN.

Powered by Labrador CMS