Voldsomme skovbrande nær naturpark

Californien er ramt af en skovbrand, som vokser. Også i Grækenland spreder flammerne sig mod historisk plads.

Udgivet Opdateret

En voldsom skovbrand nær den amerikanske nationalpark Yosemite bliver ved med at brede sig og er nu vokset til at være en af de største brande, kloden har set i år.

Samtidig rykker den nærmere den berømte nationalpark.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Kaldt eksplosivt

Søndag morgen lokal tid var det berørte område vokset til at udgøre et areal på størrelse med halvdelen af Paris. Indtil videre er det ikke lykkedes myndighederne at få branden under kontrol.

Skovbranden er blevet navngivet Oak Fire, som kan oversættes til egetræsbranden. Den er af myndighederne beskrevet som "eksplosiv".

Branden kommer efter rekordhøje temperaturer og tørke.

Flere tusind evakueret

Det bliver lige nu undersøgt, hvad branden er forårsaget af. Den har raset siden fredag, og både helikoptere, bulldozere og manuel brandslukning er indsat.

Flere ejendomme er ødelagt. 3000 mennesker er blevet tvunget til at forlade deres hjem, mens yderligere tusindvis venter på muligvis at blive evakueret.

Også Kina og flere lande i Europa, herunder Grækenland, Portugal, Spanien og Frankrig, er plaget af skovbrande.

Grækenland også ramt

I Grækenland har varme og tørt vejr ført til, at 141 brande er blusset op de seneste tre dage. Mindst syv omfattende brande er stadig aktive.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Søndag eftermiddag udbrød der brand i landsbyer i nærheden af Olympia, en helligdom i det antikke Grækenland, hvor de olympiske lege stammer fra.

Skyldes klimaforandringer

En talsperson oplyser, at 125 brandfolk og 43 brandbiler er indsat. Her er hundredvis af lokale blevet evakueret.

Ifølge eksperter er menneskeskabte klimaforandringer grunden til ekstremt vejr, som har ledt til både hedebølger, tørker og oversvømmelser forskellige steder i verden i løbet af de seneste uger.

Branden nær nationalparken Yosemite startede fredag i den amerikanske delstat Californien. Over 500 store rødtræer er i farezonen.
Branden nær nationalparken Yosemite startede fredag i den amerikanske delstat Californien. Over 500 store rødtræer er i farezonen.

De vigtigste pointer om klimaets udvikling

Læs her om de vigtigste pointer i rapporten:

* Det er uomtvisteligt, at opvarmning af atmosfæren såvel som havene og landjorden i et vist omfang skyldes menneskelig aktivitet i form af udledning af drivhusgaser - herunder kuldioxid (CO2).

* Temperaturstigninger og andre ændringer i klimaet er de seneste årtier sket med hidtil uset hastighed.

* Menneskeskabte klimaforandringer kan allerede i dag med stor sikkerhed sættes i forbindelse med ekstremt vejr i form af hedebølger, voldsomme nedbørsmængder, tørke og tropiske orkaner.

* Udledning af drivhusgasser har sat gang i en udvikling, som ikke vil kunne tilbagerulles de kommende mange år.

* Temperaturen på Jorden vil fortsætte med at stige som minimum indtil midten af dette århundrede, uanset hvor meget udledningen af drivhusgasser begrænses.

* Inden for de næste 20 år vil temperaturen på verdensplan i gennemsnit stige med 1,5 grader sammenlignet med før 1900.

* Temperaturstigningerne vil i gennemsnit overstige 2,0 grader inden år 2100, medmindre der de kommende årtier gennemføres store reduktioner i udledningen af CO2 og andre drivhusgasser.

* Fortsætter vi med samme udledning af drivhusgasser som nu, vil det blive mellem 2,1 og 3,5 grader varmere i 2100.

* I værste fald bliver det mellem 3,3 og 5,7 grader varmere.

* Havniveauet vil stige med mellem 0,44 og 0,76 meter frem mod 2100, hvis udledningen af drivhusgasser fortsætter på samme niveau som nu.

* Hvis verden primært baserer sit energiforbrug på fossile brændstoffer, vil vandstanden i verdenshavene stige med op til 1,01 meter frem mod 2100 og med op til 1,88 meter frem mod 2150.

* Der er dog mulighed for, at havniveauet stiger med op til to meter frem mod 2100 og fem meter frem mod 2150, hvis eksempelvis indlandsisen og isen i Det Arktiske Hav smelter hurtigere end ventet.

* Mange klimafænomener forstærkes og bliver hyppigere på grund af den globale opvarmning. Det gælder blandt andet hedebølger, skybrud, tørke, tropiske orkaner og afsmeltning af is, sne og permafrost.

* Gletsjere vil fortsætte med at smelte de kommende årtier eller århundreder, og havniveauet vil fortsætte med at stige på verdensplan i de kommende århundreder - og måske i flere tusinde år.

Kilde: Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC)
Powered by Labrador CMS