Alt udsolgt

The Minds of 99 melder allerede på dagen for det officielle billetsalg udsolgt til dobbeltkoncert i Parken

Udgivet Opdateret

Fredag annoncerede det danske band The Minds of 99 en dobbeltkoncert i Parken til næste sommer.

Torsdag blev det officielle billetsalg skudt i gang - og nu melder koncertarrangøren udsolgt.

- Nær ved 100.000 billetter blev sat i salg, og disse er allerede nu blevet solgt, skriver Live Nation i en pressemeddelelse.

The Minds of 99 kommer til at skrive dansk koncerthistorie.

Bandet spiller nemlig to koncerter i Parken i København næste sommer som den første danske artist nogensinde.

Koncerterne finder sted den 21. og 22. juni 2024.

Handler ikke om rekorder

- For os i bandet handler det ikke så meget om at slå rekorder og salgstal. Det handler om at lave to så fede koncerter, som vi kan, siger forsanger Niels Brandt i pressemeddelelsen.

Da The Minds of 99 spillede i Parken i 2021 som den dengang blot anden danske artist, dryssede anmelderne stjerner over koncerten.

Ifølge Niels Brandt var koncerten fuldstændig magisk.

- Vi var helt på røven over, hvor fedt det var at spille derinde. Det var vildere, end vi nogensinde havde kunnet forestille os, siger han i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Dengang var der meget snak om, om det overhovedet var et godt og nærværende spillested, om det kunne lyde godt og sådan noget. Det synes jeg, vi fik styr på, og sammen med publikum gik det op i en højere enhed på en helt overdrevet måde.

The Minds of 99 har allerede på dagen for det officielle billetsalg meldt udsolgt til begge deres koncerter i Parken næste sommer. (Arkivfoto).

Håber på at gentage

Den succes håber han og resten af bandet at gentage næste år.

- Vi er bedst, når vi kan mærke, at der er noget på spil, og det er der virkelig her, lyder det fra Niels Brandt.

Bandet albumdebuterede i 2014 med sin selvbetitlede plade, "The Minds of 99".

Efterfølgeren, "Liber", udkom året efter. Bandets tredje album, "Solkongen", blev lanceret i 2018. Senest står gruppen bag albummet "Infinity Action" fra 2022.

The Minds of 99 står bag hits som "Hurtige hænder", "Stjerner på himlen" og "Under din sne".

The Minds of 99

  • Debuterede i 2014 med selvbetitlede plade
  • Udsolgt af billetter til Parken koncerter
  • Står bag hits som 'Hurtige hænder' og 'Stjerner på himlen'
  • Seneste album 'Infinity Action' fra 2022



Powered by Labrador CMS