Neil Young støtter grønlænderne

Neil Young giver grønlændere gratis adgang til sit musikarkiv efter strid om Grønlands fremtid.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den canadiske sanger og sangskriver Neil Young har gjort al sin musik frit tilgængelig i Grønland, skriver han på sin hjemmeside.

Det gør han efter "den uberettigede stress og de trusler", som grønlænderne ifølge Young har været udsat for af USA's præsident, Donald Trump.

- Jeg håber, at min musik og mine musikfilm kan lette noget af den uberettigede stress og de trusler, I oplever fra vores upopulære og forhåbentlig midlertidige regering, lyder det.

Den canadiske musiker Neil Young har tidligere udtalt, at han var bekymret for, om han kunne komme ind i USA, efter at han på en turné i Europa udtalte sig kritisk om den amerikanske præsident, Donald Trump. (Arkivfoto).

Derfor åbner Neil Young op for sine arkiver på sin hjemmeside, så alle, der har den grønlandske landekode i sit mobilnummer, kan få gratis adgang til mere end fem årtiers musik fra canadieren i et år.

Nyd det

- Det er mit oprigtige ønske, at I kan nyde al min musik i jeres smukke grønlandske hjem i den højeste kvalitet. Dette er et tilbud om fred og kærlighed, lyder det.

Young har tidligere bidt skeer med præsident Trump. Sidste år skrev Young, der både har canadisk og amerikansk statsborgerskab, på sin hjemmeside, at han var bekymret for, om hans åbenmundede kritik af Trump kunne medføre, at han ville blive nægtet indrejse i USA efter en turné i Europa.

Han har også været ude med riven efter den amerikanske podcastvært Joe Rogan, der står bag en af de mest populære podcast på streamingtjenesten Spotify.

Var utilfreds

I 2022 krævede Neil Young således al sin musik fjernet fra Spotify, fordi han var utilfreds med, at Rogan og hans gæster havde frembragt vaccinekritiske påstande, som Spotify ikke ville fjerne.

Han vendte dog tilbage på Spotify i 2024 efter en to år lang boykot af den svenske musikstreamingtjeneste.

Neil Young har jævnligt besøgt Danmark og har spillet flere gange på Roskilde Festival siden 90'erne.

Powered by Labrador CMS