85 sekunder fra jordens undergang

Menneskeheden bevæger sig mere end tidligere på kanten af katastrofe, siger videnskabsfolk bag Dommedagsuret

Offentliggjort Sidst opdateret

En gruppe atomeksperter, der står bag Dommedagsuret, har rykket viserne tættere på dommedag end nogensinde før på grund af kunstig intelligens (AI) og globale konflikter.

Det skriver Reuters.

Viserne rykkes frem fra knap halvandet minut i midnat til 85 sekunder i midnat, hvor midnat symbolsk betegner dommedag.

Dommedagsuret blev indstiftet i 1947 for at advare om, hvor tæt menneskeheden er på at udrydde verden.

Dommedagsuret blev indstiftet efter afslutningen på Anden Verdenskrig for at advare om, hvor tæt menneskeheden er på at udrydde verden. Tirsdag er viserne rykket længere frem mod dommedag end nogensinde før.

Organisationen bag, som er hjemmehørende i Chicago, blev dannet i 1945 af en række førende videnskabsfolk. Blandt dem Albert Einstein og J. Robert Oppenheimer, som begge bidrog til udviklingen af atombomben.

I begyndelsen var uret sat til syv minutter i midnat.

Afsløringen af urets visere er en årligt tilbagevendende begivenhed.

Global katastrofe

Videnskabsfolkene begrunder i år visernes placering med en aggressiv adfærd fra atommagterne Rusland, Kina og USA, forværret atomvåbenkontrol, krigen i Ukraine og konflikterne i Mellemøsten samt bekymringer om AI som nogle af de faktorer, der driver risikoen for global katastrofe.

Forskerne udtrykker desuden bekymring over truslerne fra en ureguleret integration af kunstig intelligens i militære systemer.

Et potentielt misbrug af AI kan ifølge forskerne desuden være med til at skabe biologiske trusler eller sprede misinformation globalt.

Powered by Labrador CMS