Jagtede fartgalning over 33 kilometer
Kørte blandt andet 100 % for meget otte forskellige steder
En 23-årig mand kørte ved højlys dag så vanvittigt i efteråret sidste år, at han nu skal i fængsel, mister sin motorcykel og frakendes førerretten i fem år.
Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Det var onsdag den 17. september 2025, at en dengang 22-årig mand fra Skive satte sig op på sin motorcykel, selv om han var frakendt førerretten.
Hans efterfølgende køretur var helt igennem vanvittig, slog Retten i Viborg tirsdag fast.
Over 100 kilometer i timen i byzone
I anklageskriftet havde anklagemyndigheden beskrevet ti tilfælde af vanvidskørsel.
Otte forskellige steder, hvor man må køre 50 km/t, kørte manden mellem 101 og 124 km/t:
- Mindst 101 km/t ad Resenvej i Skive
- Mindst 103 km/t ad Violvej i Skive
- Mindst 119 km/t ad Holstebrovej i Skive
- Mindst 118 km/t ad Vejlgårdvej vest for Skive
- Mindst 101 km/t ad Præstevejen ved Estvad sydvest for Skive
- Mindst 124 km/t ad Ringvej Syd i Skive
- Mindst 101 km/t ad Egerisvej i Skive
- Mindst 101 km/t ad Brårupvej i Skive
To steder, hvor det er tilladt at køre 60 km/t kørte manden henholdsvis 144 og 143 km/t:
- Mindst 144 km/t ad Herningvej
- Mindst 143 km/t ad Søndre Boulevard i Skive
Jagtet over 33 kilometer
Det var under en knallertindsats i Skive, at en motorcykelbetjent fra Midt- og Vestjyllands Politi omkring klokken 17.30 den 17. september blev opmærksom på den 22-årige mand, der kom kørende på en motorcykel uden nummerplade.
Betjenten signalerede til motorcyklisten, at han skulle standse, men den 22-årige mand valgte i stedet at forsøge at stikke af.
Betjenten satte efter ham og fik ham efter en tur på omkring 33 kilometer anholdt på Hjalmer Kjems Allé i Skive, hvor motorcyklisten opgav at køre fra betjenten, der i forbindelse med anholdelsen også beslaglagde mandens motorcykel.
Skyldig i 29 forhold
Manden blev fundet skyldig i vanvidskørsel, ligesom han blev dømt for flere andre hastighedsoverskridelser på samme tur.
Den nu 23-årige mand blev desuden dømt for fem gange at køre venstre om helleanlæg, for at overhale en patruljebil ud over spærrelinje, for at køre motorcykel ad et stisystem, at køre ind i gågaden og for at have kørt på fortovet.
Retten takserede de mange alvorlige færdselsforseelser til 20 dages ubetinget fængsel, fem års ubetinget frakendelse af kørekortet og en bøde på 41.600 kroner.
Manden erkendte i retten at have kørt i frakendelsestiden, men nægtede sig skyldig i nogen form for vanvidskørsel. Vanvidskørslen var dog godt dokumenteret af motorcykelbetjentens kropskamera.