Giver koncert i Danmark

Superstjernen Rod Stewart lægger vejen forbi Royal Arena, når han næste år drager på sin 'One last time-tour'

Udgivet

Den britiske sanger og sangskriver Rod Stewart kommer forbi København til næste sommer.

Det sker på turnéen "Live in concert - one last time", hvor Rod Stewart gæster Royal Arena den 9. juni 2024. Det oplyser koncertarrangøren Livenation i en pressemeddelelse.

- Jeg er virkelig spændt på at komme tilbage for at optræde for mine vidunderlige venner i Danmark. Jeg giver mine største hits - og selvfølgelig vil der være mange spændende overraskelser, siger Rod Stewart i pressemeddelelsen.

Blandt de bedst sælgende

I løbet af sin fem årtier lange karriere har Rod Stewart opnået det meste.

Med sin karakteristiske stemme, stil og sangskrivning har han kastet sig over flere forskellige genrer, lige fra rock til folk over soul og R & B, og den hæse sanger er en af de få stjerner, der har haft succes og hitliste-toppende album gennem hvert årti af karrieren.

Rod Stewart er desuden en af de bedst sælgende kunstnere i musikhistorien med over 250 millioner solgte plader på verdensplan.

Ud over at være en af de bedst sælgende musikere nogensinde er Rod Stewart glødende fodboldfan og støtter det skotske storhold Celtic FC. (Arkivfoto).

Gik solo i 1969

I over 50 år har manden med sandpapirstemmen været rundt på landeveje verden over.

Karrieren begyndte som del af forskellige bandkonstellationer som eksempelvis Jeff Beck Group og rockgruppen Faces.

Siden 1969 har Rod Stewart optrådt som soloartist, hvor han har stået bag hits som "Maggie May", "Sailing", "Da Ya Think I'm Sexy" og "The First Cut is The Deepest".

Slået til ridder

Rod Stewart har modtaget utallige af branchens største priser og er blandt andet blevet optaget i Rock and Roll Hall of Fame og har modtaget ASCAP Founders Award for sin sangskrivning.

I 2016 blev han officielt Sir Rod Stewart, efter at være blevet slået til ridder af Prins William på Buckingham Palace for sit bidrag til musikken og velgørenhed.

Powered by Labrador CMS