Hverdagen står i familiens tegn

Når prinsesse Marie 6. februar fylder 48, kan hun se tilbage på et år, der har stået i familiens tegn

Prinsesse Marie af Danmark

Prinsesse Marie fejrer sin 48-års fødselsdag i Washington D.C., hvor hun flyttede til i 2023 med sin familie.

Prins Joachim og prinsesse Marie var begge tilknyttet den danske ambassade i Paris, før de flyttede til USA.

Prinsesse Marie fokuserer på familiens tilpasning i USA, især børnenes skolestart, og deltog ikke i det danske tronskifte.

Marie har tidligere boet i USA, hvor hun tog sin bacheloruddannelse, og mødte prins Joachim ved et middagsselskab i Frankrig.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Det er i helt nye rammer, at prinsesse Marie i år skal fejre sin 48-års fødselsdag 6. februar.

Efter at have boet fire år i den franske hovedstad, Paris, skiftede prinsessen, hendes mand, prins Joachim, og deres to børn, 14-årige grev Henrik og 12-årige komtesse Athena, i august 2023 de parisiske gader ud med den amerikanske forbundshovedstad, Washington D.C.

Flytningen over Atlanten skete, efter at prins Joachim tiltrådte en ny stilling som forsvarsindustriattaché ved den danske ambassade i USA.

I familiens tegn

Da prins Joachim og prinsesse Marie boede i Paris, var de begge tilknyttet den danske ambassade. Joachim som forsvarsattaché og Marie som kulturrepræsentant.

Hverdagen i Washington D.C. står dog i familiens tegn.

- Prinsessen vil først og fremmest fokusere på, at familien finder sig til rette i et nyt land, sagde kongehusets kommunikationschef, Lene Balleby, over for Billed-Bladet i forbindelse med flytningen.

Det var en stor dag for prinsesse Marie, da hendes ældste barn, grev Henrik, i maj 2023 blev konfirmeret i Frederikskirken, Den Danske Kirke, i Paris. - Det var meget, meget rørende. Jeg var meget bevæget, og jeg er selvfølgelig meget stolt af Henrik, sagde hun ifølge Billed-Bladet. (Arkivfoto).
Det var en stor dag for prinsesse Marie, da hendes ældste barn, grev Henrik, i maj 2023 blev konfirmeret i Frederikskirken, Den Danske Kirke, i Paris. - Det var meget, meget rørende. Jeg var meget bevæget, og jeg er selvfølgelig meget stolt af Henrik, sagde hun ifølge Billed-Bladet. (Arkivfoto).

Særligt har Marie koncentreret sig om parrets to børn, der skal have en god og tryg begyndelse på deres nye skole, lød det.

Blev væk fra tronskifte

Af samme grund var hverken prinsesse Marie, grev Henrik eller komtesse Athena til stede ved tronskiftet 14. januar, hvor dronning Margrethe overlod tronen til sin søn - prinsesse Maries svoger - kong Frederik X.

Dog har prinsesse Marie stadig varetaget sine mærkesager.

Senest deltog hun 1. december i en lystænding på World Aids Day. Mindehøjtideligheden var arrangeret af Aids-Fondet, som hun er protektor for.

Uvis fremtid

Her fortalte hun de fremmødte medier, at familien var faldet godt til i USA.

I forbindelse med tronskiftet er alle kongelige protektioner ophævet for nu. Det er derfor uvist, hvilke prinsesse Marie i fremtiden vil råde over.

Det er ikke første gang, at prinsesse Marie kalder USA for "hjem".

Hun er født Marie Agathe Odile Cavallier i Paris, hvor hun også er opvokset. Studentereksamen tog hun i Schweiz, og efterfølgende læste hun sin bacheloruddannelse i USA.

Mødtes til middag

Marie og Joachim har været gift siden 24. maj 2008, hvor de blev viet i Møgeltønder Kirke og efterfølgende holdt bryllupsmiddag på Schackenborg Slot, som dannede rammen om deres første år som ægtepar.

Parret mødte hinanden år forinden ved et middagsselskab, hvor Marie fik den danske prins som bordherre.

- Jeg tænkte ikke så meget over, at han var prins. Det var bare hyggeligt. Og så var han den eneste, som kunne tale fransk, har hun efterfølgende sagt om mødet til Billed-Bladet.

Kortvarigt brud

Men vejen til kærligheden kom ikke let. Det tog tid og et kortvarigt brud, inden de to for alvor tog hul på livet som mand og hustru.

- Fordi jeg er så fornuftig, kom kærligheden langsomt. Jeg ville ikke give mig selv hen. Jeg ville være forsigtig. Men derefter var jeg ikke i tvivl. Joachim var manden i mit liv, sagde hun siden til Billed-Bladet.

Powered by Labrador CMS