- Jeg håber ikke folk vrisser af mig

Skuespiller Morten Brovn håber, at folk ikke kommer til at vrisse af ham, hvis de genkender ham fra rollen som den luskede nabo Hermansen i "Valdes jul"

Udgivet Opdateret

KORT RESUME: Morten Brovn i 'Valdes jul'

Morten Brovn, kendt fra 'Friheden', 'Kastanjemanden' og 'Carmen Curlers', har fået en rolle i TV 2's julekalender 'Valdes jul'.

Brovn spiller karakteren Hermansen, en nabo til hovedpersonen Valde og hans familie, som har et anspændt forhold til ham.

Hermansen er interesseret i at overtage et magisk stykke land, der tilhører Valdes familie, og som Valde er udvalgt til at redde.

Brovn har altid ønsket at medvirke i en julekalender og er begejstret for sin rolle som Hermansen, som han beskriver som en karakter, der 'putter noget grus i maskineriet'.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Det har længe stået på Morten Brovns ønskeliste at være med i en julekalender.

Nu har den 42-årige skuespiller fået sit ønske opfyldt med rollen som Hermansen i TV 2's julekalender "Valdes jul".

- Det er et kæmpe flueben at lave en julekalender for mig, fortæller Morten Brovn, der er kendt fra serierne "Friheden", "Kastanjemanden" og "Carmen Curlers".

En tradition

- Allerede før, at jeg selv vidste, at jeg skulle være skuespiller, har det været præstationer i julekalendere, som jeg husker bedst, tilføjer han.

Det har for skuespilleren selv altid været en tradition at se julekalender. Det er derfor en stor ting for ham at tænke på alle de familier, som er puttet sammen i sofaerne hver aften i december.

- Det er rimeligt massivt, når man tænker over det, funderer han.

Ikke det bedste forhold

- Det er ret privilegeret, siger skuespilleren så.

Morten Brovn spiller naboen Hermansen til familien, der med drengen Valde er hovedpersonen i "Valdes jul".

Valdes familie har ikke det bedste forhold til naboen Hermansen, der længe har været interesseret i at overtage det stykke land, som tilhører gården. Et område, som er magisk, viser det sig, og som Valde er udvalgt til at redde.

Kunne ikke ønske bedre

- I udgangspunktet tror jeg ikke, at der ligger noget ondt bag Hermansens intention, siger Morten Brovn og tilføjer:

- Men i det her univers af overnaturlige elementer kan det jo godt være, at der pludselig er noget, der skubber ham i en retning.

Personligt kunne Morten Brovn ikke have ønsket sig en bedre rolle end Hermansen, da der for ham er en ekstra glæde over at spille den rolle, som bevidst som ubevidst "putter noget grus i maskineriet", som han beskriver det.

Morten Brovn har medvirket i både teater, film og tv-serier. Han er blandt andet kendt for sine karakterer i serierne "Kastanjemanden" og "Carmen Curlers". (Arkivfoto).

Bad ham skrue ned

- Der var en episode efter en optagelse, hvor jeg virkelig lagde ansigtet i nogle nærmest diabolske folder, fortæller Morten Brovn.

- Instruktøren var henne ved mig bagefter og sagde: "Vi skal lige huske, at det er en familiejulekalender, så måske du skal skrue lidt ned", siger han og griner.

Selv om Morten Brovn har bevæget sig ud i ekstremerne, håber han ikke, at folk vil gå og vrisse af ham hele december, for det har ikke været hensigten, forklarer han.

Ikke herre over det

- Man kan jo aldrig vide med børn, der er jo den her sondring mellem fiktion og virkelighed. Det er jeg jo ikke herre over, men jeg må jo tage det, som det kommer, siger skuespilleren.

"Valdes jul" kan ses hver dag frem til den 24. december på TV 2, mens dagens afsnit kan ses på TV 2 Play fra morgenstunden.

Powered by Labrador CMS