Skrevet ud af TV 2-drama

Sofie Gråbøl havde hovedrollen i første sæson af "Dag & nat"

Anders W. Berthelsen og Ann Eleonora Jørgensen trækker i kitlen i anden sæson af TV 2's hospitalsdrama "Dag & nat".

Lone Scherfig-serien får nemlig en fortsættelse, som denne gang udspiller sig på en børneafdeling.

Det annoncerer TV 2 i en pressemeddelelse.

Sofie Gråbøl havde hovedrollen i første sæson, som strøg over skærmen sidste år, men hun er ikke at finde i fortsættelsen.

Flere gengangere

Derimod er der gensyn med Katrine Greis-Rosenthal, Pål Sverre Hagen, Nicolai Jørgensen, Charlotte Munck, Mette Horn, Afshin Firouzi og Zelma Lewerissa.

Af nye navne i universet finder man foruden førnævnte Anders W. Berthelsen og Ann Eleonora Jørgensen også Joachim Fjelstrup, Jens Jørn Spottag, Soheil Bavi, Osvald Windfeld og Mathilde Lundberg.

De to nye hovedroller som psykologen Lasse og overlægen Linda spilles af Anders W. Berthelsen og Ann Eleonora Jørgensen. (PR-foto).

I den nye sæson følges personalets arbejde på børneafdelingen, men også deres indbyrdes relationer og private udfordringer.

Har kæmpe ansvar

- I den nye sæson vil jeg gerne belyse, betrygge og bevæge seerne, siger Lone Scherfig i pressemeddelelsen og fortsætter:

- De mennesker, der arbejder på landets børneafdelinger, står hver dag med et kæmpe ansvar. De er et forbilledligt eksempel på noget af det bedste og mest næstekærlige, vores samfund kan mønstre, og serien er en hyldest til dem, lyder det fra Lone Scherfig.

Otte afsnit

Hver episode fortæller afsluttede historier om de patienter, der bliver indlagt på afdelingen. Patienterne er børn, men hvert barn har mindst én af sine forældre med sig, så serien bliver også en relevant skildring af forældreskab, og hvad det kan indebære af kærlighed, afmagt, glæder og bekymringer, lyder det om den nye sæson.

SOFIE GRÅBØL

Sofie Gråbøl er en dansk, prisbelønnet skuespiller, der fra en ung alder har medvirket i adskillige succesfulde spillefilm og tv-serier. Blandt hendes mest berømte roller er Mulle i Den eneste ene, Hanne i Blinkende lygter, titelkarakteren Julie i tv-serien Nikolaj og Julie og Sarah Lund i tv-serien Forbrydelsen.

Kilde: Wikipedia

Anden sæson af "Dag & nat" bliver på otte afsnit og forventes at få premiere på TV 2 Play og TV 2 i 2024/2025, oplyser TV 2.

Powered by Labrador CMS