Populær DR-serie genopstår

Der har tidligere været lavet en russisk, en arabisk og en amerikansk genindspilning af 'Forbrydelsen'

Offentliggjort

Hvem slog Nanna Birk Larsen ihjel?

Det mordmysterie skulle kriminalkommissæren Sarah Lund, i skikkelse af den danske stjerneskuespiller Sofie Gråbøl, opklare i første sæson af DR-dramaet "Forbrydelsen".

Nu kommer krimisuccesen til Indien, som har filmatiseret den under titlen "Search - The Naina Murder Case" med skuespilleren Konkona Sen Sharma som Indiens svar på Sarah Lund.

Kæmpe ære

Sofie Gråbøl spillede kriminalkommissær Sarah Lund i de tre sæsoner af "Forbrydelsen", som blev sendt på DR i 2007, 2009 og 2012.

Det oplyser DR i en pressemeddelelse.

Seriens skaber, Søren Sveistrup, kalder det en kæmpe ære, at endnu et land har adapteret DR-dramaet.

Der har tidligere været lavet en russisk, en arabisk og en amerikansk genindspilning af serien.

- Vi skabte en historie, der greb millioner verden over, og som placerede dansk tv-drama på den internationale scene på en måde, vi aldrig havde drømt om, jubler Søren Sveistrup i pressemeddelelsen.

Lang rejse

- Tillykke til "Forbrydelsen" med at fortsætte sin lange og bemærkelsesværdige rejse.

Ifølge DR er "Forbrydelsen" blevet solgt til flere end 100 lande verden over.

Serien modtog en britisk Bafta-pris i 2011.

"Search: The Naina Murder Case" får premiere 10. oktober.



Powered by Labrador CMS