Kræftramt forsanger afgået ved døden

Brad Arnold, der var frontmand i 3 Doors Down, fortalte sidste år, at hans nyrekræft havde spredt sig.

Offentliggjort Sidst opdateret

DOWNLOAD VORES GRATIS APP

Vil du altid være opdateret? Så download app'en 'Nyheder.dk' til din smartphone HER

Den amerikanske sanger Brad Arnold fra rockbandet 3 Doors Down er død efter længere tids sygdom. Han blev 47 år.

Det meddeler rockbandet i en udtalelse, skriver nyhedsbureauet AP.

3 Doors Down var især store omkring årtusindeskiftet, hvor bandets debutalbum, "The Better Life", blev solgt i seks millioner eksemplarer.

Brad Arnold, der skrev bandets sange, sagde sidste år, at han havde fået diagnosticeret nyrekræft.

Han annoncerede kræftdiagnosen i maj 2025, hvor han også fortalte, at kræften havde spredt sig til lungerne.

Sygdommen betød, at 3 Doors Down var nødsaget til at aflyse en planlagt sommerturné.

Sov ind lørdag

Brad Arnold sov ind lørdag, mens han var omgivet af sine nærmeste, skriver bandet.

3 Doors Down blev dannet i 1995 i den amerikanske delstat Mississippi. Fire år senere blev rockgruppen nomineret til en Grammy for gennembrudshittet "Kryptonite".

Sangen havde Brad Arnold skrevet som 15-årig i en matematiktime, skriver bandet i lørdagens udtalelse.

I 2003 fik bandet endnu en Grammy-nominering med sangen "When I'm Gone".

3 Doors Down udgav det seneste af bandets i alt seks albummer, "Us and the Night", i 2016.

Brad Arnold, der var forsanger i 3 Doors Down, skrev bandets gennembrudshit, "Kryptonite", som 15-årig i en matematiktime. (Arkivfoto).

Stor tilhænger af Trump

Rockbandet spillede året efter i forbindelse med Donald Trumps første indsættelse som præsident i USA.

Arnold var ifølge avisen The New York Times stor tilhænger af Trump.

I flere år kæmpede sangeren med et stort forbrug af alkohol. Det fortalte han i 2018 til mediet The Newhampshire Union Leader.

Her nævnte Brad Arnold en turné i Japan, hvor han midtvejs gennem en uge med koncerter ikke kunne huske de første dage af ugen. Det fik ham til at indse, at han skulle stoppe.

I januar 2025 skrev Arnold ifølge The New York Times i et opslag på Instagram, at han havde været ædru i ni år.

Han efterlader sig hustruen Jennifer.

Powered by Labrador CMS