Kong Frederik genoptager arbejdet
Overrakte 'Majestætens Æresdolk' efter hjemkomst fra skiferie
Frederik X er tilbage i arbejdstøjet.
Efter at have afbrudt sin skiferie i Verbier i Schweiz tidligere end planlagt, mødte kongen tirsdag op på Christiansborg Slot, hvor han ved en mindre ceremoni i Audiensgemakket overrakte Majestætens Æresdolk til kadet Nicolai Alstrup Utzon.
Det fremgår af Kongehusets Instagram, hvor der også er delt billeder fra overrækkelsen.
'Majestætens Æresdolk' tildeles efter særlige kriterier blandt andet et højt gennemsnit i forbindelse med gennemførelsen af uddannelsen ved Flyvevåbnets Officersskole.
Modtog 78 i audiens
Æresdolken kan tildeles kadetter i flyvevåbnet og er indgraveret med kadettens navn samt påsat Flyvevåbnets emblem og kongens monogram.
Overrækkelsen fandt sted efter dagens offentlige audiens, hvor kongen modtog 78 audienssøgende.
Tidligere end forventet
Kongen er vendt hjem tidligere end forventet, hvilket også fremgår af kongehusets kalender, hvor Margrethe II ikke længere står indsat som rigsforstander i weekenden.
Ifølge kongehusets kommunikationsafdeling skyldes hjemkomsten almindelig planlægning.
Klar til Grønland
Opholdet i Danmark bliver dog kortvarigt.
Allerede onsdag rejser kongen videre til Grønland på officielt besøg fra 18. til 20. februar, hvor han blandt andet skal mødes med regeringsleder Jens-Frederik Nielsen.