Novo får vigtig godkendelse til Wegovy

Læger kan sætte turbo på vægttab med Wegovy

Offentliggjort Sidst opdateret

EU godkender højere dosis af Wegovy

EU-Kommissionen har godkendt en højere dosis af vægttabsmidlet Wegovy til voksne med svær overvægt.

Den nye dosis på 7,2 milligram kan føre til større vægttab og er allerede godkendt i Storbritannien.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

EU-Kommissionen har givet den endelige godkendelse af en højere dosis af vægttabsmidlet Wegovy i injektionsform.

Det skriver Novo Nordisk i en pressemeddelelse.

Godkendelsen gælder for en ugentlig dosis på 7,2 milligram til voksne med svær overvægt.

Dermed får læger i EU mulighed for at udskrive en dosis på 7,2 milligram som tre injektioner på 2,4 milligram. De tre injektioner skal tages samtidig.

Novo Nordisk har desuden ansøgt om en godkendelse af en injektionspen med en enkelt dosis på 7,2 milligram.

Hvis injektionspennen med en højere dosis bliver godkendt, kan den komme på markedet i år, skriver Novo Nordisk.

Wegovy i injektionsform findes i penne med forskellige doser. Novo Nordisk håber at få godkendt en pen med 7,2 milligram. (Arkivfoto).

Kan opnå højere vægttab

Den højere dosis på 7,2 milligram er allerede godkendt i Storbritannien og Novo Nordisk afventer en godkendelse i USA.

Hidtil har den højest godkendte dosis i de 27 EU-lande været 2,4 milligram.

Studier, som Novo Nordisk har lavet, peger på, at man kan opnå et større vægttab med en højere dosis Wegovy.

Ifølge Novo tabte deltagere uden diabetes i gennemsnit 21 procent af deres kropsvægt med den høje ugentlige dosis i 72 uger.

På den lavere dosis på 2,4 milligram om ugen tabte deltagerne i gennemsnit 17,5 procent af deres kropsvægt.

Wegovy er et vægttabsmiddel, som består af det aktive stof semaglutid.

Stimulerer kroppens mæthedsfornemmelse

Stoffet efterligner effekten af tarmhormonet GLP-1, som stimulerer produktionen af insulin og kroppens mæthedsfornemmelse.

Semaglutid er også det aktive stof i Novo Nordisks diabetesmiddel Ozempic.

Wegovy i injektionsform blev godkendt i USA som vægttabsmiddel i 2021.

Siden har Novo Nordisk også fået godkendt midlet i pilleform, som kan købes på det amerikanske marked. Selskabet afventer en godkendelse af pillen i EU.

Nu er seks doser af Wegovy i injektionsform godkendt i EU.

Powered by Labrador CMS