Lige nu: Slut med 'prins Andrew'

Prins Andrew skal fremover kaldes Andrew Mountbatten Windsor, efter kong Charles fjerner hans titler

Offentliggjort Sidst opdateret

Prins Andrew mister royale titler

Prins Andrew mister sine royale titler og sin residens.

Kong Charles har formelt frataget ham titlerne.

Andrew vil nu hedde Andrew Mountbatten Windsor.

Han flytter fra Royal Lodge til en privat bolig.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Prins Andrew mister både titlen som prins og sin royale residens.

Det oplyser Buckingham Palace ifølge BBC og Reuters.

Han vil i stedet officielt hedde Andrew Mountbatten Windsor.

Fjerner alle titler

I en udtalelse fra det britiske kongehus oplyses det, at Kong Charles har igangsat en formel proces, der fratager brorens titler og hædersbevisninger.

- Hans lejemål på Royal Lodge har indtil nu givet ham juridisk beskyttelse til fortsat at bo der. Der er nu givet officiel meddelelse om opsigelse af lejemålet, og han vil flytte til en anden privat bolig, lyder det i udtalelsen ifølge BBC.

Nødvendighed

Det uddybes desuden, at tiltagene ifølge kongehuset er blevet vurderet som værende nødvendige, men at Prins Andrew fortsat afviser anklagerne mod ham.

Prins Andrew er både blevet beskyldt for voldtægt og kritiseret for sit venskab med den afdøde seksualforbryder og forretningsmand Jeffrey Epstein.

Beskyldt for voldtægt

Han er beskyldt for at have voldtaget den australske kvinde Virginia Giuffre, da hun var 17 år i 2001. Hun blev dengang - ifølge eget udsagn - i en periode udnyttet som sexslave af Jeffrey Epstein.

Ifølge Giuffre misbrugte prins Andrew hende seksuelt i Epsteins luksushjem på Manhattan og på Epsteins private ø i Det Caribiske Hav.

Trak sig fra pligter

Anklagerne fik i 2019 prins Andrew til at trække sig fra sine officielle pligter.

I midten af oktober opgav han selv sine kongelige titler. Det betød blandt andet, at han ikke længere vil bære titlen hertug af York, men at han beholdt titlen som prins.

Indgik forlig

Prins Andrew har afvist at have forgrebet sig på Giuffre, men indgik dog et forlig med hende i 2022.

Avisen The Daily Telegraph skrev dengang, at forliget lød på 12 millioner pund. Det svarede til 106 millioner kroner.

Virginia Giuffre begik selvmord tidligere i år.

prins Andrew
Powered by Labrador CMS