Margrethes diskrete Grønlands-brøl
Det ligner bestemt et statement fra dronningen
Dronning Margrethe besøgte tirsdag Amaliegade-udgravningen og bar i den anledning et par ganske særlige øreringe.
Af guld og med grønlandske sten, skriver Billed Bladet.
Det er selvfølgelig kun gisninger, men det kunne meget vel være dronningens måde til endnu engang at signalere sin uforbeholdne støtte til Grønland og grønlænderne i denne helt usædvanlige tid.
Et diskret 'brøl' simpelthen, da det ikke er en mulighed for hende som kongelig at sige alt med ord.
Bar det særlige Naasut-diadem
Netop sådan blev det i i øvrigt også tolket af mange, da hun til nytårstaflet på Amalienborg den 1. januar bar det særlige 'Naasut-diadem'.
Det er et diadem, der er skabt af den grønlandske guldsmed Nicolai Appel - af grønlandsk guld - og som dronningen fik i gave til sit 40-års regeringsjubilæum i 2012.