Sidste års grandprixvinder gør comeback til årets show
DR er stolte af årets musikalske hold i grandprix, som blandt andre tæller tidligere "X Factor"-deltager
Hvis man tænder for årets Dansk Melodi Grand Prix til februar, bliver det blandt andet til et gensyn med sidste års vinder, Sissal.
Den færøske sanger, som sang Danmark til finalen i Eurovision, er på deltagerlisten, som DR har løftet sløret for torsdag.
DR er stolte af det musikalske hold bag årets otte sange. Det siger Erik Struve Hansen, der er programansvarlig for Dansk Melodi Grand Prix, i en pressemeddelelse fra DR.
- Dansk Melodi Grand Prix er et af de programmer, der samler danskerne på tværs af generationer og landsdele. Årets show bygger videre på traditionen med et stærkt felt af både nye og kendte artister, som hver især præsenterer deres bud på, hvordan en grandprixsang kan lyde i 2026, siger han.
Deltagerlisten tæller også sangerinden Ericka Jane, som er kendt for sange som "Strangers in The Night" og "To the Beat of Your Heart".
Lasse Skriver
Også Lasse Skriver, som fik sit gennembrud i underholdningsprogrammet "X Factor", har fundet vej til årets grandprixscene.
Her deltager han med en sang, som DR i pressemeddelelsen beskriver som hans mest personlige sang.
De otte artister skal på scenen 14. februar, hvor årets danske melodigrandprix skal afholdes i Arena Nord i Frederikshavn.
- Frederikshavn er omdrejningspunktet for en aften, der samler publikum om stærke sange, god stemning og den særlige energi, der opstår, når hele Danmark mødes foran skærmene og ser med samtidig, siger Erik Struve Hansen i pressemeddelelsen.
Årets værter
Værterne for showet bliver tv-vært Sara Bro og skuespiller Alex Høgh Andersen.
Det er tredje gang, at Sara Bro er vært for sangkonkurrencen.
Allerede torsdag formiddag er de otte sange blevet frigivet.
Vinderen af det danske show skal forsøge at sikre Danmark en finaleplads, når årets Eurovision afholdes i Wien i Østrig til maj.