SAS-aktien kollapser

Aktien i luftfartsselskabet SAS styrtdykker onsdag kort efter børsåbning

Udgivet Opdateret

Aktien i luftfartsselskabet SAS falder mere end 90 procent, efter at fondsbørsen er åbnet onsdag.

Omkring klokken 9.15 har aktien en værdi på cirka 0,02 kroner.

Det sker, efter at aktionærerne tirsdag blev stillet i udsigt, at aktien på et tidspunkt bliver værdiløs.

Det sagde bestyrelsesformanden for SAS, Carsten Dilling, på et pressemøde i Stockholm.

Afnoteres

Det er nemlig planen, at luftfartsselskabet skal afnoteres på børserne i både København, Stockholm og Oslo.

Afnoteringen har været et konkret krav fra de nye investorer, der blev præsenteret tirsdag aften.

De nye investorer er investeringsselskabet Castlelake, holdingselskabet Air France-KLM, Lind Invest og den danske stat.

De vil tilsammen investere 12,9 milliarder svenske kroner i SAS for at redde selskabet fra at gå konkurs.

Styrtdykker

SAS-aktien styrtdykker, efter at den tirsdag var på lidt af en rutsjetur.

Dagen endte med en stigning på 16,1 procent til 21 øre.

SAS - et samarbejde

Læs mere om SAS her:

* SAS blev grundlagt i 1946 ved en sammenlægning af de nationale luftfartsselskaber i Danmark, Norge og Sverige.

* Første tur gik til New York 17. september 1946. Turen tog 25 timer, og det var nødvendigt at gøre tre stop på vejen for at tanke.

* Før coronakrisen havde SAS mere end 800 daglige afgange, og om året fløj selskabet omkring 30 millioner passagerer til over 125 destinationer i verden.

* Coronakrisen har dog givet et stort dyk i antallet af afgange og passagerer, og det har naturligt nok gjort ondt på SAS’ økonomi.

* I marts fløj selskabet eksempelvis med omkring en million passagerer. Det var cirka 60 procent færre passagerer end i samme måned året før.

* Sverige og Danmark ejer 29 procent af aktierne i SAS. Tidligere har den norske stat også været aktionær.

* SAS havde ved udgangen af januar lidt over 10.000 fuldtidsansatte.

Bestyrelsesformand Carsten Dilling sagde til TV 2, at han var "meget ked af" den handel, der tirsdag var med SAS-aktier.

- Var advaret

- Vi har advaret mod, at vi kunne ende her, lød det fra Carsten Dilling.

Afnoteringen vil ifølge TV 2 ramme omkring 255.000 aktionærer.

Den er en del af den rekonstruktion af luftfartsselskabet, som SAS præsenterede tirsdag.

Den sidste handelsdag for aktierne i SAS vil blive annonceret i god tid, før afnoteringen træder i kraft ifølge selskabet.

Indtil da er det forventningen, at aktiehandlen fortsætter på "normal vis".

Powered by Labrador CMS