AaB sablet ned af oprykkere
Superliganedrykkerne AaB lignede et hold i opløsning mod oprykkerne Aarhus Fremad
Superliganedrykkerne fra AaB har fået en vanskelig start på sæsonen i 1. division, og den blev mildt sagt værre fredag aften.
Nordjyderne var på besøg hos oprykkerholdet fra Aarhus Fremad, der nedsablede AaB med en 5-1-sejr.
I opløsning
Aarhusianerne var foran med 4-0 efter 40 minutter, hvor AaB lignede et hold i total opløsning. AaB kunne ikke samle stumperne op efter pausen, hvor særligt defensiven var rystende usikker.
AaB har tabt fire kampe i sæsonens første otte runder og befinder sig på en ottendeplads med otte point.
Oprykkerne fra Aarhus Fremad går forbi AaB i tabellen og ligger nummer syv med et point mere end nordjyderne.
Rådvilde
Efter 24 minutter steg Erik Nissen til vejrs og pandede føringen ind for hjemmeholdet. Seks minutter efter fordoblede aarhusianerne føringen, da Mathias Kubel med en flad afslutning sendte 2-0-målet i nettet.
AaB-holdet virkede rådvildt, og defensiven sejlede, da Aarhus Fremad fem minutter senere bragte sig på 3-0 til stor jubel på Riisvangen Stadion. Magnus Kaastrup dukkede op bagest i feltet og sendte målet i netmaskerne.
4-0 inden pausen
Som om det næsten ikke kunne blive en værre fredag for nordjyderne, blev det sågar 4-0 inden pausefløjt. Magnus De Claville kanonerede et langskud ind fra kanten af feltet.
AaB holdt mere stand efter pausen, men det blev aldrig rigtig farligt i nordjydernes offensiv.
Farligt gjorde AaB det dog igen for sig selv, da Mathias Kubel fik lov til at stå helt alene foran mål, hvor Fremad-profilen kunne tage bolden til sig og sikkert ligge bolden i kassen til 5-0 efter 68 minutter.
Rystende usikkert forsvar
Alt, hvad Aarhus Fremad foretog sig, så farligt ud mod et rystende usikkert AaB-forsvar.
Med et kvarter igen pyntede Oliver Ross på resultattavlen med en reducering ovenpå en fejl i opspillet i Aarhus Fremads venstre side.