Aki-Matilda Høegh-Dam melder sig ud af Siumut
Det grønlandske folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam vil melde sig ud af partiet Siumut
Det grønlandske folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam kommer ikke længere til at repræsentere partiet Siumut.
Hun skriver i en mail til KNR, at hun har besluttet sig for at melde sig ud af partiet.
Det fremgår ikke af mailen, om hun i stedet har besluttet sig for at melde sig ind i et nyt parti.
Intern splid
Udmeldingen kommer efter intern splid i Siumut og efter, at Aki-Matilda Høegh-Dam har efterlyst et større fokus på selvstændighed i partiets ledelse.
Partiformand Erik Jensen kom hende ellers i møde torsdag. Her meldte han ud, at han vil afholde en folkeafstemning om mulig grønlandsk selvstændighed i den kommende valgperiode, hvis Siumut får magten efter det kommende valg.
Det var dog ikke nok til at stille Aki-Matilda Høegh-Dam og partifællen Kuno Fencker tilfreds.

Kæresten overvejer situationen
De efterlyste begge en meget klarere tilkendelse af, at selvstændighed har høj prioritet i partiet.
Kuno Fencker, der privat danner par med Aki-Matilda Høegh-Dam, siger til KNR, at han vil bruge weekenden på at tænke over sin fremtid i partiet.
Der skal 11. marts afholdes valg til det grønlandske parlament, Inatsisartut.
Aki-Matilda Høegh-Dam tidligere fortalt DR, at hun overvejer at stille op til valget, men det bliver altså i givet fald for et andet parti end det, hun blev valgt ind i Folketinget for.