Anklages for plagiat: -Sagsøg mig

Med sin nye debatbog ’Køn og identitet’ bliver litteraturhistoriker Marianne Stidsen anklaget for at have plagieret fra leksikonopslag samt mangelfuld kreditering af kilde

Marianne Stidsen mener, beskyldningerne er ubegrundede
Marianne Stidsen mener, beskyldningerne er ubegrundede
Udgivet Opdateret

Citathistorie: Dagbladet Information

Debattør og forsker Marianne Stidsen beskyldes for at plagiere.

Hun er langt fra enig

Længere passager om Karl Marx, Thomas More, hegelianisme, totalitarisme og Atlantis er direkte kopieret fra leksikonopslag på Den Store Danske, og avisartikler fra blandt andet Information citeres mangelfuldt i klar strid med ophavsretten.

Sådan lyder nogle af de anklager mod litteraturhistoriker Marianne Stidsen, som nu fremsættes i Dagbladet Information.

- Hun har sakset så meget, at hun simpelthen bare bruger en andens tekst, siger juraprofessor og underviser i ophavsret Sten Schaumburg-Müller, efter at han er blevet forelagt eksempler af Information.

- Hun angiver ikke, hvornår der er tale om citat. Nogle steder skriver hun, at hun parafraserer, men det går ikke. Man kan ikke kopiere en hel tekst, indsætte et par enkelte af sine egne bemærkninger og sige, at man har parafraseret, siger Sten Schaumburg-Müller.

Eksemplerne er fra Marianne Stidsens nye debatbog ’Køn og identitet – et spadestik dybere’, der udkom for en måned siden på forlaget Hovedland.

-Det er plagiat

Det er Carsten Fogh Nielsen, der underviser i filosofi på Syddansk Universitet, der efter grundig gennemlæsning af bogen har gjort opmærksom på en række eksempler på, hvad han mener, er plagiat. 

Information har gennemgået materialet, hvoraf nogle af eksemplerne bliver vist og sammenlignet i avisen.

- Man kan ikke se, hvor hendes eget arbejde starter og slutter, siger Carsten Fogh Nielsen til Information.

Ordret enslydende

For eksempel diskuterer Marianne Stidsen med referencer til politikeren og filosoffen Thomas More. 

"Store dele af opslaget er næsten ordret enslydende med leksikonopslaget på Den Store Danske. Stidsen skriver godt nok »som det fremgår af diverse leksika«, inden hun påbegynder sin gennemgang, men »der er tale om et meget konkret opslag fra Den Store Danske, som hun har kopieret ordret", som Carsten Fogh Nielsen formulerer det over for Information.

I alt svarer de ordrette passager om Thomas More til cirka en side i Stidsens bog, mens eksempelvis et enslydende stykke om hegelianisme nærmer sig to sider. Stidsen citerer også over to sider mere eller mindre hele Informations anmeldelse bogen ’Kommunismens sorte bog’ (2002) enten ordret eller i tekstnær gengivelse.

"Sagsøg mig"

Foreholdt kritikken kommer Marianne Stidsen med en klar opfordring til Sten Schaumburg-Müller og Carsten Fogh Nielsen:

- Hvis de virkelig mener, at jeg er i strid med ophavsretten, så vil jeg opfordre dem til at sagsøge mig. Og hvis de ikke har lyst til det, må de trække deres grove beskyldninger tilbage, siger hun til Information.

- Jeg kalder det parafrase. Det er helt legitimt.

Og det er parafrase, hvis du kun ændrer et enkelt ord på en hel side?

- Ja, det jeg har gjort, er i mine øjne parafrase.

Er der forskel på brug af kilder i din akademiske praksis og din brug af kilder i en bog som denne?

- Nej. Jeg bruger de samme metoder. Jeg bruger altid kildehenvisninger, og selvfølgelig skelner jeg mellem almen viden og tekster, der præsenterer originale ideer, hvor det er meget vigtigt at være tydelig.

Marianne Stidsens redaktør og forelægger på Hovedland, Steen Piper, kan heller ikke se problemet.

- Jeg ser sagen fra et helikopterperspektiv. Jeg interesserer mig for substans og ikke for formaliteter, siger han til Information.

Powered by Labrador CMS