Betjente sygemeldte efter skyderi i Field's

Traumerne fra skyderiet i Field's sætter fortsat sine spor blandt nogle af dem, som skulle stoppe gerningsmanden

Udgivet Opdateret

Citathistorie: TV 2 Kosmopol

Knap et år efter skyderiet i Field's på Amager er flere politibetjente fortsat sygemeldte.

Det fortæller Heino Kegel, formand for Politiforbundet, til TV 2 Kosmopol.

- Vi kan desværre se hos dem, der deltog, at nogle kommer sig aldrig over det her. Der betaler man den ultimative pris. Det ser vi også eksempler på i andre sager, at når man har været i noget, der er så voldsomt, så sætter det altså nogle spor.

Måske helt færdige i politiet

Heino Kegel kan ikke sige, om nogen betjente forlader politiet på grund af Field's-sagen.

- Det er for tidligt at sige, siger han og henviser til Københavns Politiforening, som ikke har ønsket at uddybe antallet af sygemeldte betjente.

Psykologtjeneste aktiveret

I kølvandet på Field's-sagen blev psykologtjenesten under Rigspolitiet aktiveret, fortæller Heino Kegel. Den er specialiseret i at håndtere betjente, der har oplevet voldsomme eller traumatiske hændelser.

Flere betjente er stadig sygemeldt efter at være indsat ved skyderiet i Field's sidste år. (Arkivfoto)
Flere betjente er stadig sygemeldt efter at være indsat ved skyderiet i Field's sidste år. (Arkivfoto)

- Der er et stort arbejde i at opdage og håndtere dem, som er blevet ramt efterfølgende, så de kan komme ud på den anden side som hele mennesker, siger Heino Kegel.

Desuden samles betjentene til en taktisk og en psykologisk debriefing efter sådanne opgaver.

- Ingen kommentarer

Det gennemgås både, hvad der helt konkret er foregået, hvordan man har grebet opgaven an taktisk, og hvordan man på et mere psykologisk plan håndterer de følelser, man sidder tilbage med.

SKYDERIET I FIELD'S

Skyderiet i Field's 2022 fandt sted omkring klokken 17:30 den 3. juli 2022, da en person åbnede ild med en riffel i indkøbscentret Field's på Amager i København. Ved skyderiet blev tre mennesker dræbt og fire såret af direkte skud, som alle er i alvorlige men stabile tilstande (pr. 5. juli 2022). Yderligere tre blev såret af mulige strejfskud, mens 20 personer blev lettere såret i forbindelse med evakueringen af centret.

Københavns Politi fik en anmeldelse om skyderiet kl. 17:35 og rykkede herefter ud mod centeret, hvor de klokken 17:48 anholdt en 22-årig etnisk dansk mand Motivet kendes ikke, men politiet formoder, at den mistænkte handlede alene Dagen efter skyderiet blev han sigtet for tre drab, syv drabsforsøg og ulovlig våbenbesiddelse.

Samme dag var det planlagt, at Harry Styles skulle optræde i Royal Arena, der ligger mindre end en kilometer fra Field's. Selvom det først meldtes ud, at koncerten fortsat ville blive afholdt, blev koncerten senere aflyst. Koncertgængerne blev kørt til Vanløse Station med Københavns Metro-linjerne M1 og M2, der blev lukket midlertidigt for andre rejsende.

Kilde: Wikipedia

TV 2 Kosmopol har været i kontakt med Københavns Politi, men de har ikke ønsket at udtale sig om Field's-sagen.

Powered by Labrador CMS