Christian Eriksen fortsat arbejdsløs

Danmark spiller 5. og 8. september. Christian Eriksens agent tror, at profilens fremtid er på plads inden da

Offentliggjort Sidst opdateret

Christian Eriksen stadig uden klub

Christian Eriksen har endnu ikke fundet en ny klub efter kontraktudløb med Manchester United.

Hans agent er optimistisk om en snarlig aftale, mens Eriksen forbliver i god form.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Selv om sommeren er på hæld har den danske fodboldprofil Christian Eriksen stadig ikke fundet en ny klub, efter at hans kontrakt med Manchester United udløb i juni.

Danskerens agent, Martin Schoots, tror dog på, at Eriksen inden længe har fremtiden på plads. Også inden Danmark i starten af september tager hul på VM-kvalifikationen mod Skotland og Grækenland.

- Ja, det tror jeg. Men en aftale, der er 90 procent - eller endda 99 procent - på plads, er ikke en aftale. Men ud over spørgsmålet om, hvornår han skriver under med en ny klub, så er den vigtigste pointe, at han er fit, siger agenten til B.T.

- I god form

Schoots understreger, at 33-årige Eriksen har holdt træningen ved lige og er i god form, selv om han har været klubløs.

Mandag udtager landstræner Brian Riemer holdet til kvalifikationskampene 5. og 8. september.

Om Eriksen er med i den trup, er et af de helt store spørgsmålstegn.

Christian Eriksen var senest i kamp, da Danmark 10. juni spillede testkamp mod Litauen i Odense. (Arkivfoto).

- Selvfølgelig er det et problem

Landstræneren har tidligere sagt, at han ikke vil udelukke, at Eriksen kan komme med på landsholdet, selv om han lige nu står i en situation som klubløs, men det ikke er en optimal situation.

- Selvfølgelig er det et stort problem for Christian og for os, at en spiller med over 140 landskampe - som har gjort et fantastisk stykke arbejde for den her nation gennem mange år - lige pludselig står i den her svære situation, sagde Riemer tidligere på ugen til TV 2 Sport.

Powered by Labrador CMS