Danmark får begmand i udbyttesag
Taber erstatningssag mod Sanjay Shah og andre sagsøgte
Danmark og Skattestyrelsen har torsdag i London lidt et kæmpe nederlag i erstatningssagen mod Sanjay Shah og andre sagsøgte som en udløber af udbytte-sagen, hvor der uretmæssigt blev hentet udbytteskat på i alt 12,7 milliarder kroner i statskassen.
Afgørelsen fra High Court drejer sig om de danske myndigheders krav mod i alt 21 personer og 34 selskaber.
Påstanden var, at de skulle erstatte de tab, som den danske statskasse led i forbindelse med uberettiget refusion af udbytteskat.
imødeset med stor spænding
Processen blev indledt med retsmøder i april 2024, og afgørelsen er blevet imødeset med stor spænding.
Sanjay Shah har deltaget i sagen via videolink fra Danmark. Her sidder han varetægtsfængslet i en straffesag om netop bedrageri med udbytteskat. I byretten blev han i december sidste år idømt fængsel i 12 år, men han har anket til Østre Landsret.
Sideløbende med denne og andre straffesager har staten hyret advokater i adskillige lande i et forsøg på at kradse penge hjem i civile erstatningssager.
Skattestyrelsen vil anke
Skattestyrelsen erklærer sig i en pressemeddelelse meget uenig i dommen, som vil blive forsøgt anket.
- Det er en overraskende dom, som vi er meget uenige i. Derfor går vi nu også efter at få den anket. Vi ønsker at tage denne sag så langt, som det er muligt, for at få pengene fra den formodede svig med udbytteskat tilbage til den danske statskasse, siger fagdirektør i Skattestyrelsen, Kim Tolstrup.
Det er hidtil lykkedes at få 3,8 af de mistede 12,7 milliarder tilbage i statskassen.