Danmark slår ubehagelig rekord

Ny pollenrekord underbygger tendens, hvor pollensæsoner stadig bliver længere og mere intense, mener forening

Udgivet Opdateret

Rekordhøje græspollen-niveauer i Danmark

I Danmark blev der lørdag målt et rekordhøjt niveau af græspollen på 429, hvilket er den højeste værdi nogensinde registreret af Astma-Allergi Danmark.

Denne rekord understreger en tendens til længere og mere intense pollensæsoner, forstærket af klimaforandringer og øgede CO2-niveauer.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Lørdag blev der i Danmark målt det højeste niveau af græspollen nogensinde.

Det skriver patientforeningen Astma-Allergi Danmark, der selv står for at måle, i en pressemeddelelse.

Pollentallet blev i weekenden målt til 429. Den tidligere rekord fra 2022 lød på 411.

Underbygger tendens

Tallet indikerer, hvor mange pollen der er i luften på et givent tidspunkt og er et øjebliksbillede.

Det er kombinationen af meget regn efterfulgt af tørvejr, der har givet optimale betingelser for, at græs har kunnet sende pollen i luften.

Rekorden er med til at underbygge en tendens, hvor pollensæsonerne stadig bliver længere og mere intense, lyder det fra foreningen.

- Aldrig set før

- Vi har aldrig målt så høje tal i de 40 år, vi har talt pollen i Danmark, siger lederen af Astma-Allergi Danmarks Pollentælling, Sidsel Damsbo Andersen, i meddelelsen.

- Det har været en usædvanlig og tidlig sæson for både birkepollen og græspollen, og det våde, varme forår og den sporadiske sommersol har nu skabt en pollenbombe, som rigtigt mange danskere lider under.

Foreningen har sammenlignet pollensæsoner, der strækker sig helt tilbage til 1981.

Vokset betydeligt

Resultaterne viser, at mængden af pollen er vokset betydeligt i perioden, og at sæsonerne i gennemsnit er blevet 18 dage længere.

Alene i år begyndte sæsonen 18 dage tidligere end i 2023.

Udviklingen skyldes blandt andet klimaforandringer og øgede mængder CO2 i luften, vurderes det.

Fordi klimaforandringerne er med til at skabe ændringerne i temperatur og nedbør, har træer og buske bedre betingelser.

Powered by Labrador CMS