Danskere løb med millioner i Eurojackpot
Det er rare penge at have sidst på måneden
To danskere kan grine hele vejen til banken efter fredag aftens Eurojackpot-trækning.
De kan begge høre den dejlige lyd af knitrende pengesedler, der vælter ind på deres bankkonto til at forsøde sommerferien.
De vandt begge andenpræmien i aftes for fem rigtige vindertal og et rigtigt stjernetal.
Det betyder en gevinst på 6.239.523 kroner til hver.
Den første vinder har købt sin kupon hos Shell på Assensvej 102 i Faaborg, og den anden vinder har spillet med via web og bor nordvest for København.
En tredje dansker vinder 1.182.732 kroner på en tredjepræmie. Vedkommende har spillet med via sin mobil og bor i Ballerup kommune.
456 millioner i puljen
Ingen vandt førstepræmien fredag aften.
Derfor er der 456 millioner kroner til en eventuel enlig vinder, når der er trækning i Eurojackpot tirsdag aften.
Den største danske gevinst i Eurojackpot nogensinde lyder på 760.818.030 kroner.
Kuponen blev købt i juni 2024 på Trianglen på Østerbro i København.