-Det er urimeligt

Marie kører 33 kilometer til vuggestuen

Det går ud over Marie Louise Duvals familie, at de skal køre langt for at finde børnepasning.
Det går ud over Marie Louise Duvals familie, at de skal køre langt for at finde børnepasning.
Udgivet Opdateret

Citathistorie: TV2 Østjylland

Marie Louise Duval må køre 33 kilometer for at aflevere hendes yngste søn, når han til august skal starte i vuggestue.

Det er en køretur på tværs af Skanderborg kommune, som hun ikke havde forventet, da hun sammen med sin kæreste for nylig købte hus i Skovby uden for Skanderborg.

- Jeg synes det er urimeligt, at man kan tilbyde børnefamilie noget så langt væk, siger Marie Louise Duval til TV2 ØSTJYLLAND.

Daginstitutionerne i Skanderborg har svært ved at følge med det store babyboom kommunen oplever.

De kan ikke tiltrække nok pædagoger, og det betyder, at forældre må køre langt for at aflevere deres små poder. For en ung børnefamilie betyder det timevis i bil hver dag.

Var blevet i Aarhus

- Det skulle være vores børns barndomshjem. Tæt på skole, så vi ikke skulle køre så meget rundt. Havde vi vidst dette, så kunne det være, at vi var blevet i Aarhus eller havde ventet med at købe hus, siger Marie Louise Duval.

Hun frygter, at de ekstra timer vil vende op og ned på den unge børnefamilies dagligdag.

- Det vil gå ud over vores tid som familie, og der er ingen tid til at lege. Det eneste vi kan nå, når vi kommer hjem, er aftensmad, bade, og sove. Vi får ikke noget tid sammen med vores børn. Samtidig kan min kæreste og jeg ikke passe vores arbejde, siger hun.

Marie Louise Duvals søn starter i vuggestue til august.
Marie Louise Duvals søn starter i vuggestue til august.

Marie Louise Duval er ikke den eneste i Skanderborg, der må køre langt for at hente og bringe. Der er nemlig mangel på særligt vuggestuepladser i kommunen. Og det er der ifølge dagstilbudsleder Helle Lund-Pedersen en god grund til.

- Der er simpelthen så meget mangel på pædagoger. Også fordi børnetallet er stigende, og vi heldigvis har fået minimumsnormeringer, så vi skal ansætte flere pædagoger, siger dagstilbudslederen.

Flere pædagoger

Problemet gælder ifølge BUPL mange steder i Østjylland, og derfor opfordrer de til at få uddannet flere pædagoger.

- Vi har prøvet at hjælpe kommunerne. Blandt andet ved at oprette nogle meritter på vores uddannelser, så medhjælpere og pædagogiske assistenter kan tage en uddannelse, mens de arbejder, siger Anne Grethe Rosenberg, formand for BUPL Østjylland.

Ikke rimeligt

Jens Szabo, der er udvalgsmedlem i undervisnings- og børneudvalget for venstre og borgmesterkandidat mener på ingen måde, at det er rimeligt, at børnefamilier skal køre så langt for at finde pasning.

- Man skal kunne forvente at få passet sit barn, der hvor man bor, der hvor barnet senere skal gå i skole, og der hvor barnet senere skal gå til fritidstilbud, siger udvalgsmedlemmet.

Kan kun beklage

Det overrasker ham, at det overhovedet er et problem, da de plejer at kunne tiltrække arbejdskraft i Skanderborg Kommune.

- Det kan vi kun beklage. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for at lægge et pres på borgmesteren og systemet, for at vi kan tilbyde nogle fornuftige tilbud, til de forældre der vælger at bosætte sig i Skanderborg Kommune.

- Hvis jeg bliver borgmester her i januar, så er det en af de områder, der får allerhøjst fokus, siger han.

Så hvis du bliver borgmester efter kommunalvalget, så kommer det her ikke til at ske igen?

- Så får vi, i løbet af relativt kort tid, det her til at køre på en mere fornuftig vis. Det skal vi simpelthen, for det her er et af vores væsentligste kerneområder, siger Jens Szabo.

Powered by Labrador CMS