DMI: -Byger med både hagl og torden

Torsdagens vejr bliver ret spændende - men ikke særlig behageligt

Udgivet

Torsdagsvejret bliver ret hårdt - masser af regn, kraftig vind og bygerne, der vælter ned over Danmark kan både indeholde hagl og torden.

Det fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Claus Larsen torsdag morgen til, Nyheder.dk.

- Det bliver en dag med temmelig mange byger, som kommer ind over os fra vest. Bygerne dækker torsdag morgen allerede det meste af Jylland. De trækker østover og kan både være med hagl og torden, siger Claus Larsen.

Samtidig med de mange byger blæser det også op til en hård vind.

Blæsten kan være endnu kraftigere ved vestvendte kyster.

Pause

I eftermiddag kan der komme en pause i bygerne.

Men det er en stakket frist - for der trækker ret hurtigt en ny front med mange byger ind over landet.

- Temperaturer torsdag vil ligge lige omkring de 8 grader - men det er ikke noget man mærker til. Blæsten gør, at det føles ret koldt derude, siger Claus Larsen.

Kan være glat

Ifølge DMIs glatførekort så kan der torsdag morgen være glatte veje i Nordjylland.

Nordjyllands Politi har også advaret om glatte veje efter et solouheld på E45 Nordjyske Motorvej torsdag morgen.

- Der har ligget lidt slud og sne i nat. Der er stadig nogle steder i Nordjylland, hvor der kan være glat her til morgen. Men det forsvinder i løbet af de kommende timer i takt med temperaturen stiger, siger Claus Larsen.




Powered by Labrador CMS