DMI: Farligt vejr på vej
DMI har udsendt varsel om farligt vejr og snestorm mandag til tirsdag på Fyn og Sjælland.
Der ventes snestorm og farligt vejr på Sjælland og Fyn fra mandag morgen til tirsdag.
Det skriver Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) på det sociale medie X og på sin hjemmeside.
Farligt vejr
DMI har derfor udsendt en kategori to varsel for snestorm. Kategori to dækker over "farligt vejr" og er det næsthøjeste varselsniveau.
I den sydlige og østlige del af landet ventes der fra mandag morgen til tirsdag morgen at falde mellem 2 og 10 centimeter sne, lokalt op mellem 15 og 20 centimeter sne.
Vinden tager fat
Det vil forventeligt gøre sig mest gældende i et bælte fra Als over Sydfyn, Lolland, Falster, Sydsjælland og Møn til Bornholm.
Samtidig vil vinden tage fat, og der vil ifølge DMI blæse en let til hård vind fra nordøst, og ved kysterne vil der være stedvis kuling.
DMI's prognoser viser, at temperaturerne vil ligge fra omkring lige under frysepunktet til en til to graders varme.
Måske frostsne
Derfor kan sneen både ende med at falde som frostsne, der kan fyge, og tøsne, der ikke fyger lige så let.
Kriterierne for en snestorm er, at der skal falde mere end ti centimeter sne på seks timer og være en middelvind på mere end ti meter i sekundet.