Slår Wegovy-alarm: Læger advarer

Det kan give alvorlige problemer

Offentliggjort Sidst opdateret

DOWNLOAD VORES GRATIS APP

Vil du altid være opdateret? Så download app'en 'Nyheder.dk' til din smartphone HER

Et aktivt stof i de populære lægemidler Ozempic og Wegovy kan i sjældne tilfælde få maven til at arbejde så langsomt, at det udvikler sig til en alvorlig tilstand kendt som gastroparese - også kaldet mavelammelse. Det advarer flere læger nu om.

Det skriver People.com.

Ifølge meldinger, som blandt andet CNN omtaler, er patienter, der har brugt præparaterne mod diabetes og vægttab, blevet diagnosticeret med gastroparese.

Lignende tilfælde

Også de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, har modtaget indberetninger om lignende tilfælde.

Ozempic og Wegovy indeholder det aktive stof semaglutid, mens beslægtede præparater indeholder liraglutid. 

Stofferne tilhører gruppen af såkaldte GLP-1-receptoragonister, som blandt andet virker ved at nedsætte hastigheden på mave-tarm-systemets fordøjelse.

Ikke første gang

Ved længere tids brug kan denne effekt blive så udtalt, at maven har svært ved at tømme sig normalt.

Det er ikke første gang, at der sættes fokus på mulige alvorlige bivirkninger.

Tidligere på måneden anbefalede den amerikanske anæstesilægeforening, at patienter stopper med at tage GLP-1-præparater før operationer.

Mangler viden

Baggrunden er, at læger flere gange har oplevet, at patienter stadig havde mad i maven under bedøvelse - selv efter faste - hvilket øger risikoen for opkast og fejlsynkning til lungerne.

Ifølge foreningens præsident, læge Michael Champeau, er en af udfordringerne, at præparaterne stadig er relativt nye. 

Derfor mangler der detaljeret viden om, hvor lang tid det tager for maven at tømme sig efter længere tids brug.

Anerkender gener

Novo Nordisk anerkender, at mave-tarm-gener er en kendt bivirkning ved GLP-1-lægemidler.

I en udtalelse fremhæver virksomheden, at semaglutid er grundigt undersøgt og anvendt i mere end 9,5 millioner "patientår".

Ifølge Novo Nordisk er de fleste mave-tarm-bivirkninger milde til moderate og forbigående, og forsinket mavetømning er allerede nævnt i produktinformationen, ligesom kvalme og opkast er kendte bivirkninger.

Læger opfordrer patienter til at være opmærksomme på vedvarende maveproblemer og søge læge, hvis symptomerne forværres.

Wegovy kan give alvorlige maveproblemer, lyder det fra læger.
Powered by Labrador CMS