DMI: Nu kommer vejrskiftet

Fredag byder på pænt og solrigt sensommervejr. Men vejret ændrer sig hen over weekenden

Man skal nyde det solrige og lune sensommervejr så længe, det varer. For der er et vejrskifte på vej frem mod weekenden.
Man skal nyde det solrige og lune sensommervejr så længe, det varer. For der er et vejrskifte på vej frem mod weekenden.
Udgivet Opdateret

Vejret bliver overskyet i visse dele af landet først på fredagen, men efterhånden som dagen skrider frem, vil solen trænge igennem og skyerne forsvinde. Det forudsiger Danmarks Meteorologiske Institut (DMI). 

- I den sydlige og vestlige del af Danmark vil man opleve en del skyer, som vil opløses i løbet af dagen, fortæller Henning Gisselø, som er vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

- Vi får pænt og lunt sensommervejr med nogen eller en del sol. Vejret vil dog ikke blive lige så solrigt, som vi har oplevet de seneste dage, fortsætter han.

Temperaturen kommer til at ligge mellem 17-23 graders varme. 

Det bliver køligst omkring Vadehavet og varmest i den centrale del af Sjælland. 

Temperaturen daler

Vi skal forberede os på, at der er et vejrskifte på vej. Hen over weekenden får vi flere skyer på himlen og lavere temperaturer. 

- Vejret bliver mere skyet, og det bliver en tand køligere. Temperaturen daler til 15-20 grader, fortæller Henning Gisselø og tilføjer:

- Men det vil stadig føles mere sensommerlunt end efterårsagtigt.

Powered by Labrador CMS