DMI: Nu skifter vejret
Ugen indledes skyet med en smule sol, inden det blæser temmelig meget op natten til tirsdag
Efter en uge med adskillige skybrud, ser den nye uge en smule anderledes ud.
Den kommende uge byder på køligt sommervejr med vestlig vind, men i perioder vil det også være muligt at få solskin at se.
Det fortæller Henning Gisselø, som er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), mandag morgen.
Forsvinder hurtigt
Mandag er der skyet langt de fleste steder i landet, og der ligger en smule småregn over den østlige del af landet.
- Men den forsvinder relativt hurtigt, og så vi får en dag, hvor det bliver mest tørt, og så bliver der kig til solen de fleste steder, siger Henning Gisselø.
Giver regn
Ud på eftermiddagen kommer der skyer ind fra vest, hvilket mandag aften giver regn i de jyske egne.
Temperaturerne ligger mellem 17 og 21 grader, mens vinden bliver let til frisk fra vestlig og sydvestlige retning.
Blæser meget op
I løbet af natten sker der et skift i vejret.
- Natten til tirsdag skal et regnvejr ind over landet. Derefter blæser det temmelig meget op, så vi tirsdag morgen ligger med rimelig meget vind fra vest og sydvest, siger Henning Gisselø.
Vinden vil mange steder være jævn til hård.
Op mod kuling
I den nordvestlige del af Jylland kan vinden nå op i hård kuling, mens vindstød kan blive af stormstyrke, lyder det fra meteorologen.
Senere på dagen vil vinden aftage. Der kan falde enkelte byger, men dagen vil også byde på nogen sol.
Temperaturerne vil tirsdag ligge mellem 16 og 20 grader.
De følgende dage vil vinden aftage yderligere.
Enkelte byger
- Dagene frem til weekenden bliver kun med enkelte byger og et fornuftigt kig til solen, men det bliver ikke super varmt, siger Henning Gisselø.
Onsdag til fredag vil temperaturerne i dagtimerne ligge mellem 17 og 22 grader.