DMI: Så skrækkeligt bliver vejret i weekenden

Det bliver en grå weekend med et døgns risiko for isslag, som kan gøre vejene særligt glatte, oplyser DMI

Udgivet Opdateret

Det vil i weekenden blive svært at få øje på solen - i stedet vil dagene udspille sig under en grå himmel med flere slags nedbør.

Sådan lyder beskeden tidligt fredag morgen fra Hans Wanner, som er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Lidt af hvert

- Weekenden ser ud til at blive lidt sjov vejrmæssigt. Der kommer sne, blæst og i en overgang isslag, inden vi får sendt kulden nordpå, siger han.

Fredag bliver "en rigtig snevejrsdag" med blæst. Her vil temperaturen ligge omkring frysepunktet.

I løbet af fredag aften bliver det gradvist mildere.

Lørdag vil temperaturerne stige til tre til fire grader. Kun det nordligste Jylland vil her kunne få lidt sne. (Arkivfoto).

Risikerer isslag

Sne vil derfor blive til regn, og regnen risikerer frem til lørdag at blive til isslag. Det kan ske, når regndråber er koldere end nul grader.

- Der kommer isslag, når underafkølet vand bliver til is på en overflade. Det kan gøre vejbanerne og fortovene rigtig glatte, så man skal være forsigtig, siger Hans Wanner.

Gælder sydlige egne

Risikoen for isslag gælder til at starte med de sydlige egne af Danmark, og senere også de nordlige dele, forklarer Hans Wanner.

Lørdag vil temperaturerne stige til tre til fire grader. Kun det nordligste Jylland vil her kunne få lidt sne.

Ellers udsigt til regn

Til resten af landet er der i stedet udsigt til mere regn.

- Det bliver skyet vejr med absolut ingen sol. I løbet af søndagen får vi sendt kulden nordpå, så der bliver tøvejr over hele landet, siger Hans Wanner.

Danmarks Meteorologiske Institut

Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, statens center for vejrtjeneste og -forskning, grundlagt i 1872.

DMI’s største afdeling er vejrtjenesten, som udarbejder vejrudsigter for Danmark, Færøerne og Grønland med tilliggende farvande.

Vejrtjenesten forsyner også den civile og militære luftfart med meteorologiske oplysninger.

Observationsafdelingen indsamler data fra et tæt net af meteorologiske stationer og fra vejrsatellitterne.

Forskningsafdelingen udvikler numeriske modeller til forbedring af vejrudsigterne og forsker blandt andet i ozonforholdene i den øvre atmosfære.

DMI er en institution under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

Du kan se DMIs hjemmeside her

Kilde: Den Store Danske/lex.dk

Powered by Labrador CMS