DMI: Voldsomt vejrskifte er på vej

Søndag bliver den sidste dag med fuld blus på solen - i løbet af næste uge får vi normalt efterårsvejr

Udgivet Opdateret

Hører du til dem der har nydt de ekstremt høje efterårstemperaturer de seneste dage, så skal du få det bedste du kan ud af søndag - og måske også mandag.

For i den kommende uge skifter vejret markant, og vi kommer ned på mere normale efterårstemperaturer.

Det fortæller vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, Trine Pedersen søndag morgen til Nyheder.dk.

Stadig varmt

Søndag bliver dog stadig en helt forrygende varm dag de fleste steder.

- I løbet af i nat har et skydække bredt sig ind over Jylland og det meste af Fyn. Under skyerne hænger der også dis og det skal solen nok bruge en stor del af formiddagen på at få opløst. Men så står den ellers på sol til hele Danmark og ret høje temperaturer, siger Trine Pedersen.

I Jylland når man ifølge meteorologen 20-25 grader. På Fyn kan temperaturerne nå op til 26 grader mens der på Sjælland kan bliver hele 27 grader.

Også varmt mandag

Mandag ser også ud til at give masser af sol og forholdsvist høje temperaturer.

- Men det begynder at gå den anden vej. Det presser på vestfra med byger. Der kan godt komme enkelte regn- og tordenbyger i den vestlige del af landet, men temperaturerne mandag vil fortsat ligge mellem 20 og 25b grader, siger Trine Pedersen.

Bliver køligere

Men så er det vist også slut med varmen for denne gang.

Ifølge DMIs vagtchef kan vi tirsdag forvente mellem 18 og 23 grader inden onsdag giver endnu et ordentligt hak ned i temperaturerne.

- Onsdag kommer vi ned i den mere normale efterårsskala og lander vel på mellem 15 og 18 grader, siger Trine Pedersen.

Danmarks Meteorologiske Institut

Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, statens center for vejrtjeneste og -forskning, grundlagt i 1872.

DMI’s største afdeling er vejrtjenesten, som udarbejder vejrudsigter for Danmark, Færøerne og Grønland med tilliggende farvande.

Vejrtjenesten forsyner også den civile og militære luftfart med meteorologiske oplysninger.

Observationsafdelingen indsamler data fra et tæt net af meteorologiske stationer og fra vejrsatellitterne.

Forskningsafdelingen udvikler numeriske modeller til forbedring af vejrudsigterne og forsker blandt andet i ozonforholdene i den øvre atmosfære.

DMI er en institution under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.

Du kan se DMIs hjemmeside her

Kilde: Den Store Danske/lex.dk

Powered by Labrador CMS