Dødelig sygdom sætter rekord i Danmark
Næste 4.000 danskere døde på bare ét år
Lungesygdommen KOL kostede i 2023 3835 mennesker livet i Danmark.
Det er det hidtil højeste antal dødsfald registreret på et enkelt år som følge af KOL, skriver Lungeforeningen i en pressemeddelelse.
Tallet kommer ifølge foreningen fra en ny analyse, der er lavet på baggrund af tal fra Sundhedsstyrelsens dødsårsagsregister.
KOL - Kronisk Obstruktiv Lungesygdom - er ifølge Lungeforeningen den enkeltsygdom, der hvert år slår flest ihjel i Danmark.
Rygning er ifølge Lungeforeningen årsag til cirka 90 procent af alle tilfælde af KOL i Danmark.
Men passiv rygning og luftforurening kan også medvirke til, at man udvikler sygdommen, fremgår det af foreningens hjemmeside.
Usædvanligt mange i Danmark
Sammenlignet med de andre europæiske lande har Danmark usædvanligt mange KOL-relaterede dødsfald.
Med få undtagelser har Danmark således haft europarekord i KOL-dødelighed siden 2001, skriver Lungeforeningen.
Det anslås, at cirka 400.000 danskere har sygdommen, men det er kun omkring 160.000, der har fået stillet diagnosen.
Det betyder, at mange går rundt med sygdommen uden at vide det.
Symptomer på KOL er for eksempel åndenød, pibende og hvæsende vejrtrækning og vedvarende hoste.