Dør efter arbejdsulykke

Manden blev ramt af teleskoplæsseren på en fjerkræfarm ved Hals. Arbejdstilsynet undersøger sagen

Udgivet Opdateret

En 78-årig mand mistede onsdag livet, da han blev ramt af en teleskoplæsser på en fjerkræfarm ved Hals, der ligger ved Limfjordens udmunding i Kattegat.

Det oplyser Nordjyllands Politi.

Ulykken skete kort før middag. Her fik manden alvorlige skader på sine ben, da han blev ramt af teleskoplæsseren.

Fik det dårligere

Han overlevede i første omgang, og en ambulance blev tilkaldt.

- Men efterfølgende får han det dårligere og afgår ved døden, siger politiets vagtchef Thomas Ottesen.

Som altid når personer dør eller kommer alvorligt til skade i forbindelse med arbejde, blev Arbejdstilsynet tilkaldt for at klarlægge de nærmere omstændigheder ved ulykken.

ARBEJDSTILSYNET

Arbejdstilsynet, ofte forkortet AT, er den danske myndighed på arbejdsmiljøområdet.

Arbejdsmiljøloven sætter den overordnede ramme for Arbejdstilsynets virke. Heraf følger, at det er virksomhedernes ansvar at sørge for, at arbejdsforholdene på virksomhederne er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige.

Arbejdstilsynet skal som én blandt flere aktører på arbejdsmiljøområdet bidrage til, at ansvaret varetages af virksomhederne. For Arbejdstilsynets vedkommende sker det ved, at Arbejdstilsynet fører tilsyn med virksomheder, udarbejder regler samt vejleder om arbejdsmiljø.

Arbejdstilsynet er en styrelse under Beskæftigelsesministeriet og har hovedsæde i Landskronagade på Ydre Østerbro i København. Tilsynet med virksomhederne sker via regionale tilsynscentre. Arbejdstilsynet har i alt ca. 600 medarbejdere i 2020.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS