Fra i dag stiger priserne når du handler

1. oktober træder der en ny emballageafgift i kraft i Danmark, der betyder prisstigninger i supermarkeder

Offentliggjort

Ny emballageafgift øger priserne i supermarkeder

Fra onsdag stiger priserne i danske supermarkeder på grund af en ny emballageafgift.

Afgiften, der er en del af et EU-direktiv, pålægger virksomhederne at betale for deres emballagehåndtering.

Coop og Rema 1000 bekræfter prisstigninger på udvalgte varer fra 1. oktober.

Regeringen har præsenteret tiltag for at reducere virksomhedernes omkostninger ved afgiften.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Fra onsdag kan det blive dyrere at tage en tur i supermarkedet.

1. oktober træder der nemlig en ny emballageafgift i kraft i Danmark, som medfører prisstigninger i danske supermarkeder.

Den nye afgift, der også bliver kaldt det udvidede producentansvar, stammer fra et EU-direktiv.

Skal selv betale

Det betyder kort sagt, at virksomhederne nu selv skal betale for håndteringen af den emballage, de bruger til deres varer.

De Samvirkende Købmænd, der repræsenterer godt 1500 danske supermarkeder og købmænd, advarer om, at regningen kommer til ende hos forbrugerne.

- Alle er enige i princippet om, at forureneren skal betale. Men måden vi indfører det på i Danmark, betyder, at det bliver en dyr omgang - ikke mindst for forbrugerne, siger administrerende direktør Jannik Nytoft i en pressemeddelelse.

Allerede prisstigninger

Hos Coop ville der allerede fra onsdag være prisstigninger på udvalgte varer, bekræfter informationsdirektør Jens Juul Nielsen.

- I kroner og ører er det ikke meget, men i det hele vil det kunne mærkes, siger han.

Stigningen i prisen vil ligge i omegnen af 1,5 procent, lyder det.

Det samme gælder for Rema 1000, der også sætter priserne op på udvalgte varer fra 1. oktober.

Vil tabe millioner

Det fortæller kommunikations- og ansvarlighedsdirektør Jonas Schrøder til TV 2.

- Vi ønsker ikke at gøre det dyrere overhovedet. Men hvis ikke vi sætter priserne op, ville vi tabe millioner på det hver eneste uge, siger han.

På supermarkedets hjemmeside er der allerede nu varslet nye priser.

Advarede i august

En liter mælk fra butikkens eget mærke går for eksempel fra at koste 12,5 kroner til at koste 12,68 kroner. Det er en stigning på lidt under 1,5 procent.

Tilbage i august advarede Salling Group, der blandt andet ejer Netto, Føtex og Bilka, også om, at afgiften kunne betyde prisstigninger.

Milliardregning

Henrik Vinther Olesen, der er kommunikations- og bæredygtighedsdirektør i Salling, kaldte det i et interview med Avisen Danmark en "potentiel milliardregning, der i sidste ende kan havne i kundernes indløbskurv".

Aftalen om implementeringen af afgiften blev indgået i august 2022.

En række tiltag

Regeringen præsenterede i september i år en række tiltag, der har til formål at reducere virksomhedernes omkostninger i forbindelse med afgiften.

Man vil blandt andet mindske det gebyr, som virksomhederne skal betale.

Den nye emballageafgift vil blandt andet betyde prisstigninger i Coops butikker. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS