Ung kvinde er død - barn er indlagt

Kvinde fik torsdag aften vejrtrækningsproblemer i familiens hjem på Als. Kort tid efter døde hun

Offentliggjort Sidst opdateret

En 29-årig kvinde er død efter røgudvikling i familiens hjem i Augustenborg, der ligger på Als i Sønderjylland.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet fik klokken 22.44 en anmeldelse om, at kvinden havde fået vejrtrækningsproblemer.

- Allerede inden redningsberedskabet og politiet ankom til adressen, blev kvinden bevidstløs og blev efterfølgende erklæret død af en læge fra redningsberedskabet, skriver politiet i pressemeddelelsen.

Et mindreårigt barn på bopælen er blevet indlagt på hospitalet med vejrtrækningsproblemer. Men barnet er ikke kommet alvorligt til skade, lyder det fra politiet, som ikke oplyser relationen mellem kvinden og barnet.

Efterforsker

Politiet efterforsker i øjeblikket, hvad der er sket, og årsagen til røgen i familiens hjem er endnu ukendt.

- Der er umiddelbart intet, der tyder på en kriminel handling, skriver politikredsen i pressemeddelelsen.

De øvrige medlemmer af familien er nu blevet genhuset. Bygningen er spærret af og bliver bevogtet af Hjemmeværnet, oplyser politiet.

Powered by Labrador CMS