DMI: Iskold og hvid weekend
Den kolde vind præger weekenden, og især søndag vil det føles væsentligt koldere, end det reelt er
Det kølige vintervejr fortsætter ind i weekenden, hvor der venter frost, blæst og lidt sne hist og her.
Det fortæller Hans Peter Wandler, som er vagthavende meteorolog hos Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) fredag morgen.
- Hvis man skal udenfor, er det nok en rigtig god idé at pakke sig godt ind med hue, handsker og en varm vinterjakke. Måske også nogle varme sko, siger meteorologen.
Fredag byder på skyet vejr, og der er mulighed for en smule sne. I de sydlige og sydøstlige egne er der risiko for snefygning.
Temperaturen vil ligge mellem frysepunktet og tre graders frost.
- Vi får en let til frisk vind fra østlig retning. Ved kysterne kan vinden godt blive hård. Lokalt kuling, siger Hans Peter Wandler.
Kulden fortsætter
Det skyede og kolde vejr fortsætter natten til lørdag, hvor der ligeledes kan falde stedvis sne.
- Det fortsætter også lørdag, hvor det bliver mest skyet med lidt sne hist og her. Der er ikke tale om de store mængder, siger meteorologen.
Temperaturen vil her ligge mellem frysepunktet og fem graders frost, ligesom vinden fortsat vil være let til frisk.
Søndag tager temperaturen endnu et lille dyk, og man vil i dagtimerne kunne opleve temperaturer på ned til seks graders frost.
Den tiltagende vind betyder, at det vil føles væsentligt koldere, end det reelt er.
- Søndag kan det føles, som om temperaturen ligger mellem 10 og 15 frostgrader, fortæller Hans Peter Wandler.
Kølige temperaturer
Januar har i år været præget af kølige temperaturer, ligesom der er faldet sne mange steder rundt omkring i landet.
Umiddelbart ser det ud til, at det kolde vintervejr fortsætter ind i begyndelsen af februar.
- Mandag og tirsdag bliver også kølige. De bliver nok lidt mere tørre, og der kan måske også være kig til solen i ny og næ, men det vil fortsat være blæsende og koldt, siger meteorologen.